Erhverv

Sammensat plakatselskab indtager Europa med et nyt koncept

Plakatselskaberne Dialægt og Citatplakat fusionerede i 2020, efter begge virksomheder uafhængigt af hinanden havde deltaget i DR-programmet "Løvens Hule".

Nikolaj Lykke Viborg og Andreas Helbo stiftede i 2015 virksomheden Dialægt, der siden er blevet lagt sammen med selskabet Citatplakat. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Fodboldinspirerede plakater med Europas største stadioner og de mest ikoniske resultater og startopstillinger skal sikre den danske plakatvirksomhed Dialægt/Citatplakat succes uden for landets grænser.

Dialægt/Citatplakat ApS
  • Plakatvirksomheden Dialægt blev stiftet i 2015 af Andreas Helbo og Nikolaj Lykke Viborg
  • Citatplakat blev stiftet af Kasper Laursen og Oliver Hansen

  • Begge virksomheder har deltaget i DR-programmet ”Løvens Hule”

  • Fordi virksomhederne mindede så meget om hinanden valgte Jesper Buch og Jan Lehrmann at investere i begge selskaber på betingelse af en sammenlægning

  • Dialægt/Citatplakat solgte i 2020 knap 80.000 plakater

  • Egenkapitalen i det seneste regnskab lød på 4,4 mio. kr.

Det sker gennem en nylanceret webshop, der har fået navnet Fans Will Know.

Her kombinerer selskabet passionen for fodbold med grafiske plakater, der er blevet til på baggrund af licensaftaler med de største europæiske klubber.

»Konceptet er blevet taget rigtig godt imod, og vi har flere tiltag liggende i vores idébank. Plakaten er i bund og grund ligegyldig. Det er det bagvedliggende, der gør, at kunderne tænder på det. Det er passionen og den nostalgi, der for mange er forbundet med sporten eller de andre motiver, der gør, at vores plakater bliver interessante at få op og hænge,« siger medejer Nikolaj Lykke Viborg.

Sammen med studiekammeraten Andreas Helbo stiftede han for seks år siden plakatvirksomheden Dialægt, der producerer plakater med forskellige danske dialægter og udtryk. En virksomhed, der siden har gjort de aarhusianske studiekammerater populære som aldrig før og resulteret i en fusion med plakatvirksomheden Citatplakat.

Fusinoen trådte officielt i kraft i januar 2020, efter både Dialægt og Citatplakat havde deltaget i DR-programmet ”Løvens Hule” og fået investeringer fra Jesper Buch og Jan Lehrmann.

»Vi fandt relativt hurtigt hinanden, men det har været et fuldstændigt vanvittigt år at starte ud på. Kort efter fusionen kom coronakrisen, og ligesom alle andre virksomheder skulle vi lige finde hoved og hale i det hele. Vores salg i butikkerne forsvandt fuldstændigt fra den ene dag til den anden, mens onlinesalget steg, og samlet har gjort, at vi er kommet styrket gennem coronakrisen,« siger Nikolaj Lykke Viborg.

I virksomhedens seneste regnskab står det da også klart, at både coronapandemien og fusionen efter deltagelsen i ”Løvens Hule” har været hård ved den fusionerede virksomhed.

I 2020 leverede Dialægt/Citatplakat et overskud efter skat på knap 500.000 kr. mod et overskud på 1,2 mio. kr. året forinden.

Men selvom resultatet er gået tilbage, så voksede selskabet bruttofortjeneste til 7,5 mio. kr. sidste år. Det svarer til en fremgang på mere end 160 pct.

»Vi udvikler hele tiden nye koncepter og nytænker branchen. Plakaten skal være mere end bare en del af indretningen. Fremadrettet kommer vi bl.a. til at lancere nye generatorer, der kan gøre, at kunderne i endnu højere grad selv kan designe deres egne plakater,« siger Nikolaj Lykke Viborg, der har stor tiltro til, at brandet fortsat vil vækste fremover.

BRANCHENYT
Læs også