Erhverv

Sportsbutikker melder udsolgt på landsholdstrøjer

Landets største sportskæder melder enten helt udsolgt eller så godt som efter Danmarks store triumf mandag aften.

Det danske hold jubler iført landsholdet røde/mørkerøde tredjetrøje efter Yussuf Poulsens mål mod Belgien. Både hjemmebanetrøjen, udebanetrøjen og tredjetrøjen meldes så godt som udsolgt overalt. Foto: Lars Poulsen. Pierre-Emile Højbjerg og Finland Robin Lod efter EM landskampen mellem Danmark-Finland i Parken, København lørdag den 12. juni 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Har du ikke allerede erhvervet dig én af Danmarks tre forskellige røde og hvide EM-trøjer, er det ved at være for sent.

Danmarks fire største sportskæder Sport24, Intersport, Sportmaster og Unisport melder enten helt udsolgt på alle tre trøjer eller så godt som udsolgt på deres respektive hjemmesider.

Der er ikke nogen, der havde regnet med, at det ville gå så meget amok.

Lars Elsborg, adm. direktør i Sport24

Lars Elsborg, adm. direktør i Sport24 spåede inden Danmarks kamp mod Belgien, at der vil være »store problemer, hvis Danmark går videre, og går holdet langt, har vi ikke trøjer nok,« og den forudsigelse fik han ret i.

»Online er vi ved at være totalt udsolgt, men der er lidt på lager rundt om i butikkerne,« siger han og uddyber, at kun tre af kædens 61 butikker har et mindre antal trøjer tilbage.

Den medrivende 4-1-sejr over Rusland mandag aften har sat yderligere gang i trafikken.

»Tirsdag morgen er det væltet ind med reservationer på trøjerne. Jeg har ikke overblikket endnu, men der er ingen tvivl om, at der efter i går er sket noget dramatisk,« siger Lars Elsborg.

Han ærgrer sig i dag over, at Sport24 ikke bestilte endnu flere trøjer hjem til danskerne, der for alvor er blevet ramt af EM-feber. For der er kun det antal trøjer, der var fra turneringsstart.

Sportsbutikkerne i Danmark har bestilt et bestemt antal hjem for lang tid siden, og derfor kan tøjproducenten Hummel, der står bag landsholdstrøjen, ikke bare levere flere trøjer til de hungrende butikker.

»Vi har købt ca. 50 pct. flere trøjer til EM end til VM i 2018: Det er store tal, vi snakker om. Da vi afgav ordren på det antal, som vi så bestilte til det her EM, havde vi alle sammen lidt ondt i maven og syntes, at det var mange. Men det har bare ikke været nok. EM i Danmark, et fantastisk fodboldhold, der går videre; Der er ikke nogen, der havde regnet med, at det ville gå så meget amok,« siger Lars Elsborg.

Sport24 driver både 61 egne butikker samt 43 gennem franchise og dertil flere webshops.

BRANCHENYT
Læs også