Erhverv

Danfoss leverer bedste halvårsregnskab nogensinde

Danmarks største industrivirksomhed er vokset sammenlignet med tal fra før coronakrisen. Topledelsen skal nu udnytte verdens fokus på grøn omstilling.

Als. Danfoss. Kim Fausing, Koncernchef og Chief Executive Officer

Danfoss leverer det bedste halvårsregnskab nogensinde, til trods for at coronapandemien fortsat raser mange steder i verden.

Sådan lyder meldingen fra Nordborg på Als, hvor Danfoss har hovedkontor.

»Halvåret er præget af forsyningskæderne med al den turbulens, der er på transportsiden, komponentmangel og stigende fragtrater, som er helt ude af, hvad vi kan sammenligne med,« siger Danfoss’ adm. direktør Kim Fausing og konstaterer:

»Alt det taget i betragtning er vi meget glade for resultatet.«

Danfoss leverer i første halvår af 2021 en omsætning på 3,3 mia. euro, svarende til 24,6 mia. kr. Det svarer til en vækst på 18 pct. i lokal valuta sammenlignet med første halvår af 2020, men det er også en forbedring i forhold til første halvår af 2019, hvor omsætningen landede på 3,2 mia. euro, svarende til 23,8 mia. kr.

Samtidig har Fausing og co. leveret en 45 pct. højere indtjening målt på ebita. Driftsresultatet landede på 449 mio. euro, svarende til ca. 3,3 mia. kr., og overgår dermed niveau fra første halvår af 2019.

»Vi er fuldt tilbage og over det niveau, vi var på før krisen. Det er et meget stærkt halvår med profitabel vækst overordnet set. Alle vores regioner har leveret, og det er godt at se, hvordan vi har fremdrift på vores vækst,« siger Kim Fausing.

Industrikæmpen leverer ifølge topchefen vækst i hele verden, men det var især et stærkt halvår i Kina, Asien, Latinamerika, Indien, Tyrkiet, Mellemøsten og Afrika, der trak væksten.

Første halvår af 2021 bød også på en betydelig udvidelse af Danfoss. Opkøbet af Eatons hydraulikforretning blev gennemført, og nu kan Kim Fausing og co. endelig komme i gang med at integrere de mere end 10.000 nye medarbejdere og udnytte både synergier og størrelse.

»Vi er utrolig glade for at være i mål med opkøbet af Eatons hydraulikforretning. Vi kan nu arbejde sammen. Vi har dermed en absolut ledende position globalt inden for både mobil og industriel hydraulik. Det går vi med stor optimisme ind i andet halvår på,« siger Kim Fausing.

Både han og Danfoss’ CFO, Jesper V. Christensen fremhæver det enorme potentiale, der ligger og venter på Danfoss i lyset af den grønne omstilling, verden står overfor.

»Behovet for innovative hydraulikløsninger og elektriske løsninger er større end nogensinde, når man tænker på den pakke, Biden har fået igennem plus Indiens nye infrastrukturpakke. Det er om muligt endnu mere strategisk vigtigt nu at have lavet det opkøb,« siger Kim Fausing med henvisning til opkøbet af Eatons hydraulikforretning, der blev annonceret i begyndelsen af 2020.

Direktionens tro på fremtiden viser sig først og fremmest på lysten til at investere. Investeringsniveauet i innovation udgør 4,7 pct. af omsætningen. I første halvår af 2019 investerede Danfoss 4,4 pct. af omsætningen i innovation.

»Det er vores succesmodel at investere i teknologier, der gør, at vi kan gå forrest,« siger Jesper V. Christensen.

Eksklusiv Eaton Hydraulics forventer Danfoss at udbygge eller fastholde sin markedsandel og samtidig fastholde eller forbedre profitabiliteten målt som margin i forhold til 2020-niveauet.

Eaton Hydraulics får Danfoss til at vokse betydeligt på omsætningen. Desuden forventer ledelsen, at indtjeningen bliver påvirket af omkostninger relateret til købspris og afskrivninger samt den efterfølgende integration af Eaton Hydraulics. Tilkøbet blev finansieret med gæld og vil resultere i en forøgelse af de finansielle omkostninger.

Danfoss regnskabstal for 1. halvår (mio. euro)

H1 2021 H1 2020
Omsætning 3.265 2.864
Driftsresultat (ebita) 449 309
Nettoresultat 286 164


Læs også