Hackere stjæler over 100 mio. dollars i kryptovaluta fra japanske Liquid
For anden gang på lidt over en uge er der blevet stjålet flere hundrede millioner i kryptovaluta.
Endnu et kryptokup har fundet sted. Det svimlende beløb 100 mio. dollars, over 600 mio. kr., er blevet stjålet fra det ledende japanske netværk for kryptovaluta-handel, Liquid. Det skriver BBC.
Liquid fortæller, at selskabet på nuværende tidspunkt sporer de stjålne kryptovaluta og arbejder sammen med andre kryptovalutahandler om at fryse og tilbagevinde de stjålne penge.
Det er andet kæmpestore tyveri af kryptovaluta inden for lidt over en uge.
Sidste uge stjal en hacker 600 mio. dollars i kryptovaluta fra det decentrale finansielle netværk Poly Network. Hackeren har de følgende dage tilbagebetalt store summer med beskeden »det var for sjov :)« og har udtalt, at det var for at udstille kryptosystemets sårbarhed mod hackerangreb.
Denne sårbarhed er hermed igen blevet udstillet hos japanske Liquid. Tyveriet skete i fredags, men der har endnu ikke været nogen udmelding fra tyven om, hvad bevæggrunden for hackerangrebet er, eller om tyven har i sinde at tilbagebetale hele eller dele af beløbet.
»Vi forstætter vores efterforskning. Vi har igangsat en proces med at teste og flytte vores aktiver til nye sikre beholdninger,« skrev Liquid Global via selskabets twitter-profil søndag.
Hackeren har angrebet såkaldte warm wallets hos det japanske selskab. Warm wallets og cold wallets er forskellige måder at opbevare bitcoins og andre kryptovalutaer på. En warm wallet er mindre sikker, da den kræver, at du har adgang til internettet for at benytte den, og det er altså her, hackeren er slået til.