Erhverv

Jysk-arving Jacob Brunsborg foretager rokade i topledelsen: Jan Bøgh skal skærpe detailkoncernens opkøbsjagt

Jysk-chef Jan Bøgh rykker et trin op i familiekoncernen Lars Larsen Group og får ansvar for alle dens detailselskaber. Det skal sikre, at virksomhederne fortsat vokser, og at flere nye kommer til.

Jan Bøgh er adm. direktør for Jysk med 3.000 butikker i 50 lande og har været del af koncernen siden 1995. Foto: Jochim Ladefoged.

Jysk-familien vil stå endnu stærkere i den internationale detailhandel inden for salg til boligen – og jagter også flere mulige opkøb. I den forbindelse ændres koncernens organisation, så den nuværende topchef for Jysk bliver ansvarlig for alle detail-aktiviteter i familiekoncernen, Lars Larsen Group.

Jysk er den suverænt største aktivitet. Dertil kommer en række andre detailselskaber – bl.a. Ilva, Bolia og Sengespecialisten, ligesom selskabet Sofacompany er kommet til tidligere i år efter et opkøb.

Jysk:
  • Detailkoncernen Jysk har eksisteret siden 1979, da den nu afdøde dynekøbmand Lars Larsen åbnede den første butik.
  • Koncernen var indtil september 2019 delt i to selvstændige selskaber, som nu er slået sammen: Dänisches Bettenlager med butikker i de tysktalende lande samt Frankrig, Italien, Spanien og Portugal og Jysk Nordic, som udover Skandinavien har det øvrige marked i Europa.
  • Aktuelt 3.085 butikker i 50 lande.
  • Ca. 200 af Jysk-butikkerne drives af lokale franchisetagere i lande, der ikke regnes som kernemarkeder for koncernen, gennem Jysk Franchise. Det er lige fra Island over de baltiske lande og Canada til bl.a. Thailand, Kuwait og Vietnam.
  • Jysk indgår i familiekoncernen Lars Larsen Group, der har stifterens søn, Jacob Brunsborg, som bestyrelsesformand.

Bestyrelsesformand Jacob Brunsborg, der som søn af den afdøde stifter, Lars Larsen, tegner familien, har tidligere over for Finans fastslået, at han gerne ser flere investeringer komme til.

Netop for at styrke detail-delen af Lars Larsen Group er det tirsdag morgen internt i koncernen offentliggjort, at 61-årige Jan Bøgh, der har været adm. direktør i Jysk siden 2000, skifter post.

Han træder ind i en ny stilling som chef for Lars Larsen Group Retail med direkte reference til Jacob Brunsborg. Målet er at »styrke retailvirksomhederne på tværs af koncernen og fokusere på mulighederne for yderligere opkøb«.

Familiens investeringsselskab, Lars Larsen Group, der har Jesper Lund som adm. direktør, er fortsat holdningsselskab for den samlede koncern. Den har også store planer for investeringer - i alt fra ejendomme til virksomheder og andet. I sommer købte selskabet sig således ind i Formuepleje.

Jacob Brunsborg fastslår dog, at den nye konstruktion etableres for at styrke detaildelen. Formanden understreger, at han »aldrig har lagt skjul på, retail er rygraden i Lars Larsen Group«.

Jacob Brunsborg udtaler om Jan Bøghs nye, overordnede rolle:

»Alle retailselskaberne kan få gavn af hans viden og erfaring. Samtidig betyder ændringerne i organisationen, at vi bliver bedre i stand til at udnytte synergier på tværs af virksomhederne. Ved at frigøre Jan Bøgh for det daglige ledelsesansvar i Jysk får han langt mere tid til at arbejde med udvikling og opkøb.«

Lars Larsen Group:
  • Familiekoncernen ejes af familien Brunsborg – afdøde dynekøbmand Lars Larsens to børn, Jacob Brunsborg og Mette Brunsborg, samt deres tilsammen fire børn, der er børnebørn til stifteren.
  • Den erhvervsdrivende fond Lars Larsens Jysk Fond ejer 1 pct. af Lars Larsen Group.
  • Bestyrelsesformand i familiekoncernen er Jacob Brunsborg, og Jesper Lund er adm. direktør.
Ud over Jysk-koncernen med 3.100 butikker i 50 lande ejer familien bag bl.a. følgende selskaber, som er en del af Lars Larsen Group:
  • Ilva (møbelkæde)
  • Bolia.com (møbler)
  • Actona (produktion af møbler)
  • Sengespecialisten (butikskæde)
  • Scancom (havemøbler)
  • Letz Sushi (restaurantkæde)
  • HimmerLand
  • Third.space
  • Garia (golfbiler)
  • Ferdinand (hotel og restaurant i Aarhus)
  • Vision Properties (ejendomme)
  • Solid Leasing (biler)
  • Sofacompany (møbler)

På posten i Jysk afløses Jan Bøgh af 46-årige Rami Jensen, der er adm. direktør for møbelhuset Ilva og tidligere har gjort karriere i Jysk. Dermed gennemføres også et generationsskifte på topposten.

Rami Jensen tiltræder om et år i Jysk og skal overtage posten endeligt fra Jan Bøgh ved indgangen til regnskabsåret 2023/24.

Jan Bøgh står netop nu bl.a. i spidsen for sammenlægningen af alle aktiviteter, der tidligere var delt i Jysk Nordic og Dänisches Bettenlager, så hele koncernen fremover kun fremstår som Jysk.

Jacob Brunsborg fastslår, at chefskiftet handler om »rettidig omhu«, da Jan Bøgh gør den opgave færdig og samtidig får et år til at køre parløb med Rami Jensen. Formanden fastslår:

»Det sikrer den nødvendige kontinuitet, der gør, at vi ikke behøver at sætte tempoet ned i forbindelse med ændringerne.«

Jan Bøgh kender allerede koncernens andre detailselskaber indgående fra bestyrelsesposter og ser gode muligheder i at arbejde mere på tværs.

»Selskaberne skal fortsat være selvstændige og med egne identiteter. Der er dog mere at hente ved, at vi opretter en decideret retailorganisation,« siger Jan Bøgh og fortsætter:

»Desuden ligger det i kortene, at vi er på udkig efter mulige opkøb både i ind- og udland inden for vores områder med detailsalg af varer til boligen. Det får jeg langt mere tid til at arbejde med. Der er klart muligheder, som vi kigger på. Dog uden at jeg kan eller vil præcisere disse.«

Læs også