Kim Hyldahl træder formelt tilbage fra direktionen i eget brand

Grundlægger Kim Hyldahl er formelt ikke længere direktør i tøjbrandet Mos Mosh, som han stiftede for 11 år siden. I stedet er han blevet indsat som næstformand i selskabets bestyrelse.

Mos Mosh har de seneste fem år samlet tjent omkring 300 mio. kr. Selskabet blev stiftet af Kim Hyldahl i 2010. Foto: Blitz PR

Den danske modestifter Kim Hyldahl er formelt ikke længere en del af direktionen i tøjfirmaet Mos Mosh, som han stiftede i 2010 og har gjort til en tocifret millionforretning.

Det viser ændringer i CVR-registeret.

I stedet er den mangeårige modedirektør blevet udnævnt som næstformand for selskabets bestyrelse, mens den tidligere næstformand David Skjødt er indsat som adm. direktør for brandet. Det betyder, at David Skjødt fremover skal stå i spidsen for Mos Mosh.

I praksis vil ændringen dog ikke få den store betydning, lyder det.

»Ændringerne er ganske uddramatiske. Jeg går på arbejde og knokler lige så meget, som jeg altid har gjort. Men rent lovmæssigt må der ikke være hovedvægt fra bestyrelsen i direktionen, og derfor er jeg af praktiske årsager formelt trådt ud. David Skjødt har fået rollen som adm. direktør efter Thomas Schwartz, der af familiære årsager forlod posten,« siger Kim Hyldahl.

Forrige år trådte grundlæggeren tilbage som adm. direktør for det danske modebrand efter 10 år på posten.

Derved nåede Thomas Schwartz kun at sidde i direktørstolen i knap et år, inden han opsagde sin stilling til fordel for familielivet.

»Privat har jeg en udvidet forældreopgave, som over tid er vokset i en sådan grad, at den ikke længere går hånd i hånd med ansvaret som CEO for Mos Mosh. De to opgaver sammenlagt er for stor en mundfuld – i hvert fald for mig. Det er svært at indrømme, men det må jeg være ærlig og stå ved,« forklarer Thomas Schwartz på LinkedIn.

Mos Mosh sikrede sig i 2020 millioner på top- og bundlinje, selvom coronakrisen tog hårdt på selskabet og dets i alt 24.000 europæiske forhandlere.

Siden etableringen har selskabet jagtet international succes, og alene de seneste fem år har det danske modebrand tjent over 300 mio. kr. på sine kollektioner.

I 2020 omsatte Mos Mosh for 421 mio. kr., mens overskuddet lød på 65,7 mio. kr. efter skat.

Året forinden tjente selskabet 87,4 mio. kr. i 2019.

Forud for coronakrisen forventede Mos Mosh for første gang nogensinde at lande en omsætning på en halv mia. kr. Det lykkedes dog ikke, og ifølge Kim Hyldahl er det heller ikke forventningen, at milepælen bliver nået i år, selvom selskabet ifølge grundlæggeren nu er tilbage på samme niveau som før krisen.

»Vi er godt på vej mod en omsætning på en halv mia. kr., men der er fortsat et lille efterslæb efter coronakrisen. Vi når ikke den halve milliard i år, men vi kommer med et flot resultat,« siger han.

Udover at være medejer af Mos Mosh skød Kim Hyldahl sammen med velhaveren Michael Duus i i efteråret 51,5 mio. kr. i fibernetselskab Gigabit, der siden har skiftet navn til Wizer.

Læs også