Erhverv

Designstifter Benny Frandsen er død

Stifteren af den danske designsucces Frandsen Group, Benny Frandsen, er død. Han blev 80 år gammel.

Benny Frandsen, stifteren bag Frandsen Group, er død. Foto: Frandsen Group

Benny Frandsen, der stod bag den danske designkoncern Frandsen Group fra Skanderborg, som primært sælger lamper, er død.

Det oplyser familien mandag.

Benny Frandsen blev 80 år gammel og var i mere end 50 år toneangivende indenfor dansk belysningsdesign, hvor han gennem tiden har vundet en række internationale priser for sine designs. Særligt var han kendt for lampen ”Ball” og for at skaffe licensen til at producere lamper fra designeren Verner Panton.

Benny Frandsen stiftede i 1968 virksomheden Frandsen Belysning, som senere fusionerede med Frits-koncernen.

Efter tre år købte Benny Frandsen virksomheden tilbage under navnet Frandsen Lighting. Herefter gik det stærkt, og selskabet skiftede i 2005 navn til Frandsen Group. Samtidig blev Benny Frandsens to børn, Peter og Pernille, partnere i virksomheden.

I 2020 solgte familien lyskoncernen til selskabet Nine United, der er ejet af Bestseller-grundlæggeren Troels Holch Povlsen.

»I processen har det været altafgørende for mig, at køberne af vore virksomheder kan se det kæmpe potentiale, der er i Frandsen Group, og som også vil være i stand til skabe en fortsat vækst og udvikle gruppens virksomheder til næste niveau,« sagde Benny Frandsen dengang om salget.

Forud for salget indbragte Frandsen Group familien pæne millionbeløb.

Benny Frandsen var desuden medstifter af Dansk Belysningsforening, hvor han også var formand, og mangeårigt bestyrelsesmedlem i brancheforeningen FABA.

Han efterlader sig sin hustru Inge, deres to børn og fem børnebørn.

Læs også