Kasi-familien er idømt konkurskarantæne
Kasi-familien må ikke sidde i ledelsen i en dansk virksomhed i de næste to år. Sådan lyder en ny afgørelse fra Sø- og Handelsretten.
»Groft uansvarlig forretningsførelse« har fået Sø- og Handelsretten til at idømme den konkursramte Kasi-familie to års konkurskarantæne.
Sådan fremgår det af en domsudskrift fra Sø- og Handelsretten.
Jesper Nielsen, Annette Laustrup Nielsen og Dorthe Nielsen, der alle har drevet virksomheden Kasi ApS, har fået forbud mod at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed de næste to år. Det betyder også, at de alle tre må udtræde af de virksomheder, som de i dag leder.
Bl.a. er både Jesper Nielsen, bedre kendt som Kasi-Jesper, og Annette Laustrup Nielsen netop indtrådt i bestyrelsen hos selskabet Shop Solutions ApS, som de altså må vinke farvel til efter lidt over en måned.
Det var topadvokaten Boris Frederiksen, som er kurator i konkursboet efter Kasi ApS, der indstillede familien til konkurskarantæne og derudover også har politianmeldt familien. Politisagen er stadig uafklaret.
Årsagen dengang var salg af miniandele i en potentiel earnout-betaling, som Kasi-familien og smykkevirksomheden Pandora sloges om.
Salget af miniandele til over 500 investorer blev i første omgang lavet fra Kasi ApS og uden accept fra selskabets største kreditor, som ellers skulle give tilladelse til sådan en disposition. Derudover blev knap 13,8 mio. kr. fra salget af andele overført fra Kasi ApS til smykkeselskabet Amazing Jewelry ApS.
Af udskriften fremgår det også, at det bl.a. er et brud på tavshedspligt i forbindelse med salget af miniandele, der ligger til grund for afgørelsen fra Sø- og Handelsretten.
»Retten lægger til grund, at der mellem selskabet og Pandora A/S var indgået en aftale om tavshedspligt vedrørende den voldgiftssag, der verserede mellem Kasi ApS og Pandora A/S omkring earn-out-aftalen, og at Jesper Laustrup Nielsen har tilsidesat denne tavshedspligt ved en række offentlige udtalelser omkring salg af andelene,« står der i afgørelsen.
Ud over to års karantæne, er alle tre også blevet pålagt hver især at betale statskassens udgifter på 22.500 kr. inklusiv moms inden 14 dage fra afgørelsen.
Konkurskarantænen lander i en uge, som i forvejen har været hård ved Jesper ”Kasi” Nielsen. Den berygtede forretningsmand kom endnu en gang i søgelyset i sidste uge, da han lukkede en ny stor smykkeforretning og fyrede en række sælgere, der efterfølgende brokkede sig over manglende betalinger.
Finans arbejder på at få en kommentar fra Jesper Nielsen omkring afgørelsen.