Erhverv

Elon Musk: Global chipmangel er ovre allerede næste år

Tech-mogulet Elon Musk fortalte fredag på en konference, at den globale mangel på mikrochips vil være overstået allerede næste år. Det er gode nyheder for en presset industri.

Elon Musk forudser, at den globale mangel på mikrochips vil være overstået allerede til næste år. Foto: Washington Post/Jonathan Newton

Selvom de er mikroskopisk små, har de haft en massiv betydning for hele verdenssamfundet anno 2021.

Coronakrisen har medført, at produktionen og leverancer af de såkaldte mikrochips er gået mere eller mindre i stå. Fabrikkerne i Asien har været lukkede, og det har haft store konsekvenser for især tech- og bilindustrien, der er afhængig af de små chips til at få produkterne til overhovedet at virke.

Selvom produktionen i Asien er genoptaget, så er flere forsyningskæder stadig lammet af det manglende udbud, og det har eksempelvis ramt bilfabrikanten Volkwagen, der har haft et produktionstab på over 100.000 elbiler bare i marts måned i år. Måske har du ligeledes opdaget, at det stadigvæk næsten et år efter udgivelsesdagen er tæt på umuligt at få fat i den nye generation af spillekonsoller fra Playstation og Microsofts Xbox. Svaret er ligeledes det samme: Mangel på mikrochips.

Nu er der dog lys i mørket, hvis man skal tro Tesla-stifter Elon Musk.

Fredag gik milliardæren på scenen til en italiensk tech-konference, og her lod han publikum vide, at den globale chip-mangel højest sandsynligt allerede vil være ovre til næste år. Han begrundede det med, at flere mikrochip-fabrikker allerede nu er ved at blive bygget, skriver CNBC.

Det er gode nyheder for både industrien og forbrugerne, der dermed ikke skal vente nær så længe på at få de nyeste produkter på markedet.

Der er dog ikke helt enighed om krisens omfang og længde blandt aktørerne i industrien. IBM-chef Jim Whitehurst fortalte tidligere i år til The Guardian, at den globale mangel på mikrochips vil fortsætte til mindst 2023.

Bilproducenter benytter sig af mikrochips i alt fra servostyring og bremsesensorer, til underholdningssystemer og parkeringskameraer. Jo smartere biler bliver, jo flere chips bruger de. I 2019 begyndte Tesla at producere biler med brugerdefinerede AI-chips, der hjælper onboard-software med at træffe beslutninger som reaktion på, hvad der sker på vejen.

Og netop Tesla har også haft problemer med deres forsyningskæder, fortalte Elon Musk selv ved fremlæggelsen af det første kvartalsregnskab i 2021. Tesla benytter sig normalt af mikrochips fra koreanske Samsung, men har undgået at blive ramt af manglen i samme grad som Volkswagen. Tesla har nemlig arbejdet med at udvikle software til at kunne benyttes med chips fra forskellige leverandører.

Læs også