Jysk i stor investering netop nu: 1.000 tyske butikker ombygges og får nyt navn
Den danske detailkoncern investerer millioner i at køre alle aktiviteter under et navn og udseende. Fra i dag føres afdøde Lars Larsens plan ud i livet.
Den danske detailkæde Jysk gennemfører netop nu en stor operation og investering omkring 1.000 butikker. De skal nemlig fra i dag skifte navn, så Jysk nu står på facaden af alle ca. 3.100 butikker i 50 lande rundt om på kloden.
Jysk har hidtil drevet butikker under navnet Dänisches Bettenlager i Tyskland, mens de på alle andre markeder bærer navnet Jysk. Som led i en sammenlægning af alle aktiviteter bliver de tæt ved 1.000 butikker fra nu ændret til Jysk på skilte, facader og alt andet.
Samtidig skal de tyske butikker også omdannes til at ligne de øvrige endnu mere i bl.a. sortiment med vægt på det skandinaviske
Navneskiftet indgår faktisk også i en af de sidste planer, som dynekøbmand Lars Larsen lagde for fremtiden i hans livsværk Jysk.
Detailkoncernen var tidligere været opdelt i to ben - det tyske selskab Dänisches Bettenlager med butikker i de tysktalende lande samt bl.a. Frankrig, Italien, Portugal og Spanien samt det danske selskab Jysk Nordic med de resterende 44 lande rundt om i verden.
Dynekøbmand Lars Larsen, som døde i august 2019, offentliggjorde i foråret det år, at tingene skulle fusioneres. Organisationerne er derfor nu slået sammen til én.
Jysk lavede allerede et lignende navneskift i Østrig i efteråret 2020, og nu ruller det så på koncernens suverænt største marked, Tyskland.
Der er ifølge adm. direktør Jan Bøgh tale om en millioninvestering, som udover markedsføring af det nye navn også fører til en opdatering af de tyske butikker og ændringer i sortimentet.
»Det er en stor opgave og en kæmpe investering, som vi er i gang med,« påpeger Jan Bøgh. Han siger samtidig:
»Både rent fysisk i ombygning og opdatering af butikker, ændringer i sortimentet i Tyskland og hele kommunikations- og marketingopgaven i at vænne vores tyske kunder til et nyt navn. Det kommer oven i et år, hvor vi har oplevet en faldende omsætning i Tyskland på grund af den lange corona-nedlukning.«
Jysk har ikke oplyst præcist, hvor meget der investeres i navneskiftet, men Jan Bøgh har tidligere fastslået, at der kan være tale om op mod 2 mio. kr. pr. hver af de ca. 1.000 butikker.
Jysk-chefen sagde således tidligere på året til Finans på spørgsmålet om, hvad øvelsen i Tyskland beløber sig til:
»Det er et godt spørgsmål, da vi jo også kigger ind i flytninger og udvidelser på markedet. Men i gennemsnit koster det vel et par millioner kroner pr. butik til den forandring, hvis der ikke skal laves store flytninger samtidig. Men vi får også mange fordele og synergier ved, at alle er ens i hele koncernen.«
Jysk, der ejes af Lars Larsen Group, præsenterer først senere på året regnskab for 2020/21, men har oplyst, at koncernen endte året med en rekordomsætning på 32,6 mia. kr. efter en vækst på 7 pct.
Året var ellers præget af coronakrisen, som i længere perioder betød, at Jysk havde mange butikker tvangslukket rundt om på markederne i kraft af restriktioner i kampen mod covid-19.

