Fortsæt til indhold

Sædbanken Cryos tredobler overskuddet og får ny direktør

Verdens største sædbank, danskstiftede Cryos, har fået ny direktør og tredoblet millionoverskuddet. Selskabet har ikke ønsket at kommentere på hverken direktørskiftet eller årsregnskabet.

Cryos leverer donorsæd til mere end 100 lande. I år er deres overskud næsten tredoblet. Foto: Henning Bagger
Erhverv

Den danske sædbank Cryos International, der er verdens største af sin slags, har fået ny adm. direktør. Den nye adm. direktør er den tidligere driftsdirektør Helle Sejersen Myrthue.

Det viser oplysninger i CVR-registeret.

Direktørskiftet sker umiddelbart efter, at selskabet har offentliggjort årsregnskabet for 20/21. Regnskabet viser, at Cryos-koncernen har haft et samlet overskud på knap 61 mio. kr. Det er det største overskud, koncernen nogensinde har haft og næsten en tredobling af sidste års resultat.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra Helle Sejersen Myrthue, men hun har ikke ønsket at kommentere hverken direktørskiftet eller årsregnskabet.

Det er uklart, hvad årsagen til den store fremgang for Cryos-koncernen er. Men især det selskab, der hedder Cryos International, er gået frem. Her er overskuddet ifølge regnskabet gået fra 0,7 mio. kr. sidste regnskabsår til næsten 30 mio. kr i 20/21.

Selskabet, der hedder Cryos International Denmark har indtil nu har stået for langt størstedelen af indtægten i koncernen. I år har det haft et overskud på 31,8 mio. kr., hvilket er 10 mio. kr. mere end sidste år og nogenlunde på niveau med resultatet i 18/19. Ledelsen beskriver årets resultat som »meget tilfredsstillende« i ledelsesberetningen.

Finans har været i kontakt med Cryos’ kommunikationsafdeling, der oplyser, at de to selskaber er selvstændige selskaber, og at regnskaberne dermed er to separate regnskaber.

Cryos har ikke afsløret omsætningen, men bruttofortjenesten var på knap 130 mio. kr. mod 63 mio. kr. sidste regnskabsår.

Den tidligere adm. direktør Peter Reeslev ejer ifølge CVR-registeret stadig 5 pct. af virksomheden. De resterende 95 pct. ejes af stifteren Ole Christian Schou.

I midten af september i år blev to ud af tre bestyrelsesmedlemmer skiftet ud. Kun Ole Christian Schou blev siddende. Før omrokeringen var det den tidligere erhvervs- og vækstminister Ole Sohn, der var bestyrelsesformand i virksomheden. Han er nu blevet erstattet af advokat Carsten Mikkelsen.

Cryos har, ifølge selskabets egen hjemmeside, mere end 1.000 sæddonorer og leverer donorsæd til mere end 100 lande.

I 2018 sagde den forhenværende adm. direktør Peter Reeslev til Børsen, at virksomheden forventede at kunne generere en omsætning indenfor ægdonation, der var tilsvarende omsætningen indenfor sæddonation. Ifølge avisen havde virksomheden dengang en lavere trecifret millionomsætning.

Ole Christian Schou var adm. direktør i Cryos fra 1987 til 2017, hvor Peter Reeslev tog over. I dag ejer han 95 pct. af selskabet og sidder i bestyrelsen. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Ifølge Cryos’ hjemmeside har virksomheden åbnet sin første ægbank på europæisk jord efter at have etableret en i USA i 2015. Selskabet har ikke besvaret Finans’ spørgsmål om, hvor i Europa ægbanken ligger.

Cryos er ikke den eneste virksomhed, som har tjent mange mio. kr. på det potente fertilitetsmarked. Også European Sperm Bank, som er stiftet af den danske Bower-familie, har haft tocifrede millionoverskud de seneste 10 år. I 2019 solgte familien 65 pct. af aktierne i sædbanken til kapitalfonden Axcel for næsten 600 mio. kr.

Artiklens emner
Cryos International
Peter Reeslev