Investorer advarer: Iværksættere uden bremse risikerer at ødelægge sig selv og hele forretningen
Når en startupvirksomhed må lukke, skyldes det oftere problemer med stress eller konflikter i ledelsen end et dårligt produkt, viser et studie fra Harvard University. Derfor bør både iværksættere og deres investorer være langt bedre til at spotte mentale problemer, inden det er for sent, lyder opfordringen fra flere sider.
Livet som iværksætter kan være hårdt og slidsomt, ikke mindst fordi risikoen for stress og andre alvorlige, mentale problemer er til at få øje på. Alligevel har problemet i mange år ikke fået meget fokus.
Sådan lyder det fra iværksættere, investorer og en ekspert på området. Og kritikkens alvor bliver bakket op af forskning fra Harvard-professoren Noam Wasserman, der viser, at mentale problemer eller konflikter hos ledelsen er årsagen til det økonomiske sammenbrud hos 65 pct. af de startups, der fejler.
Hos Cecilie Willer, der som erhvervspsykolog har specialiseret sig i coaching af iværksættere, er ordrebogen fyldt helt op. Indtil videre har hun arbejdet med over 100 forskellige danske startups og iværksættere med fokus at sikre den mentale sundhed.
»Det er noget, vi sjældent taler om. Som iværksætter er du langt mere udsat end en lønmodtager. Du arbejder under et meget stort pres og en stor usikkerhed. Og alle dem, der investerer i virksomheder, har et kæmpe ansvar,« siger Cecilie Willer, direktør for Today.
Den dagsorden er formanden for Danske Tech-Startups helt med på. Esben Gadsbøll har selv måttet skrue tempoet ned og har mere tragisk også oplevet flere selvmord hos iværksættere, han kendte, i kølvandet på en fejlslagen forretning.
»Kører du dig selv over med kun ét mål i livet, bliver du slagtet en dag, for det kan din krop ikke holde til. Jeg har selv kigget ind i udbrændthed to gange og måtte trække i håndbremsen. Så jeg er selv meget opmærksom på det i de startups, hvor jeg sidder i bestyrelsen,« siger Esben Gadsbøll, der efter en karriere som iværksætter nu er investor.
At den dimension af iværksætterlivet har været næsten overset, er heldigvis ved at ændre sig hos flere investorer i Danmark, forklarer Cecilie Willer. Investorer som for eksempel BioInnovation Institute og Preseed Ventures arbejder nu meget systematisk med mental sundhed hos de iværksættere, der bliver investeret i.
Det er der også gode grunde til. Både menneskelige og økonomiske, pointerer Jesper Jarlbæk, der er formand for Danske Business Angels (Danban), der er landets største netværk for business angels.
Hvis det handlede om fysiske skader, ville vi aldrig acceptere det.
»Hvis først iværksætteren går ned med stress, er man virkelig i problemer. Vi er nok ikke altid dygtige nok til at se faresignalerne. Men jeg synes generelt, at det er blevet bedre, og der bliver grebet ind, før det er virkelig alvorligt,« siger han.
Jonas Gyalokay, der står bag tech-firmaet Airtame, måtte i 2018 holde tre måneders orlov fra sin direktør-rolle på grund af stress. Det var først på det tidspunkt, at han fandt ud af, hvor udbredt problemet er i miljøet, selvom der ikke blev talt meget om det.
»Hvis det handlede om fysiske skader, ville vi aldrig acceptere det. Hov, der røg en arm i produktionen, men sådan er det jo, vi skal bare køre på. Så ville vi ikke tale om det på denne måde. Det er lige så alvorligt, men det er mindre synligt,« siger han.
En anden stress-faktor er, når iværksætter-kampen ender med at koste parforholdet.
»Det er næsten mere reglen end undtagelsen blandt de iværksættere, jeg kender, at forholdet går i stykker. Jeg øver mig i at sige til iværksættere ’hey, får du tid til at se din familie?’ For det er jo det vigtigste, vi har. Der er ingen tvivl om, at det har en pris,« siger Esben Gadsbøll.
Tiden er kommet til en version 2.0 for iværksætteri, hvor man kan bygge en virksomhed op uden at brænde ud selv.
For Cecilie Willer handler det især om at få fjernet det tabu, der stadig ligger som en dyne henover problemer som stress og udbrændthed i en iværksætter-kultur, der hylder dem, der bare banker igennem.
»Det handler ikke om, at man kun skal arbejde to timer om dagen. Du skal arbejde hårdt, men du skal passe på dig selv imens. Tiden er kommet til en version 2.0 for iværksætteri, hvor man kan bygge en virksomhed op uden at brænde ud selv,« siger hun.
I Danmark har vi generelt en arbejdskultur med mere fokus på work-life-balancen end mange andre lande. Det kan vi også gøre til et dansk særkende blandt iværksættere og investorer, mener Cecilie Willer.
»Vi har en lang tradition for at gøre tingene lidt anderledes. Jeg håber, at det her også er noget, vi kan differentiere os på.«