Erhverv

Fem år efter konkurs: Modebrandet Moss Copenhagen har hentet tocifret millionoverskud

Der er fart på hos det danske modebrand Moss Copenhagen, som gik konkurs og skiftede ejer i 2016.

Moss Copenhagen har eksisteret siden 2006. Arkivfoto

24,8 mio. kr.

Så meget er det lykkedes selskabet bag det danske modebrand Moss Copenhagen at tjene i seneste regnskab.

Udviklingen står i skærende kontrast til den noget usikre situation, som brandet for bare fem år siden stod i. Her fortalte adm. direktør, Anders Freund, at brandet var endt i konkurs, fordi det havde fokuseret for meget på projekter, der intet havde med selskabets kerneforretning at gøre.

Siden har Moss Copenhagen kæmpet for at genvinde den succes, som det stormede frem med indtil konkursen.

Og nu ser de mange anstrengelser for alvor ud til at have båret frugt.

I det skæve regnskabsår 2020/2021 tjente selskabet bag Moss Copenhagen knap 25 mio. kr. efter skat. Det er mere end 20 mio. kr. mere end i 2019/2020.

»Væksten er realiseret på trods af, at covid-19 har betydet udfordringer med vareleverancer og har medvirket til nationale og regionale nedlukninger på alle markeder. Som følge heraf er der foretaget signifikante lagernedskrivninger,« skriver ledelsen i regnskabet.

Moss Copenhagen forventer at fortsætte udviklingen det kommende år. Det vil ifølge ledelsen sikre, at resultatet bliver forbedret med 50 pct.

Et år efter Moss Copenhagen blev erklæret konkurs, kom det frem, at adm. direktør Anders Freund og Matas-millionæren Mads Pilgren samt hans hustru Susanne Pilgren havde opkøbt aktierne i tøjkæden.

Senere skød de nye ejere 10 mio. kr. i selskabet. Pilgren-parret og Anders Freund står fortsat bag Moss Copenhagen. Ejerkredsen har flere gange siden konkursen tilført selskabet ny kapital.

Moss Copenhagen startede, som navnet antyder i København. I dag holder selskabet til i Vejle og har butikker i Danmark, Norge og Holland.

Moss Copenhagen blev grundlagt i 2006 af Michael Moss.

Egenkapitalen lød i seneste regnskab på 46 mio. kr.

Læs også
Top job