Erhverv

Højeste antal boliger til salg i år

Udbuddet af boliger stiger for syvende måned i træk og rammer det højeste niveau i år. Også prisstigningerne går langsommere end tidligere.

Udbuddet på boligmarkedet stiger. Det skyldes, at der sælges lidt færre boliger, samtidig med at nye boliger kommer på markedet. 
Foto: Casper Dalhoff

Hvis du er på jagt efter nyt tag over hovedet, har du flere huse at vælge mellem nu end på noget tidspunkt tidligere i år.

Udbuddet på boligmarkedet er steget syv måneder i træk, og ved udgangen af oktober var der 29.695 boliger til salg. Det er det højeste antal de seneste 11 måneder. Det viser nye tal fra Finans Danmark.

»Boligmarkedet har været rødglødende under pandemien, og derfor er det en god nyhed, at udbuddet stiger. Det vil tage toppen af prisstigningerne, og køberne vil få bedre tid til at se en bolig an. Det er kun sundt for markedet,« skriver Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker i Nordea Kredit, i en kommentar.

Ifølge Lise Nytoft Bergmann skyldes det stigende udbud, at der ikke sælges nær så mange boliger, samtidig med at der stadig sættes nye boliger til salg.

Det var især henover sommeren, at udbuddet af boliger steg, men ifølge Finans Danmark fortsætter tendensen. Dog nu med lidt mindre styrke. Der er i dag 11 pct. flere boliger til salg, end da udbuddet var lavest tilbage i marts.

Det stigende udbud har også påvirket prisstigningerne, der går langsommere nu end tidligere. På landsplan er huspriserne dog stadig cirka 10 pct. højere end på samme tidspunkt sidste år.

»Huspriserne steg særligt fra efteråret sidste år og frem til sommeren i år, og priserne ligger nu på et forholdsvis højt niveau. Man skal derfor som boligkøber indstille sig på at skulle have flere penge op af lommen nu end for et år siden, hvis man vil sikre sig drømmehuset,« skriver Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.

Den kommende boligskattereform, som træder i kraft i 2024, ligger også og lurer, og det er endnu uvist, hvordan den kommer til at påvirke huspriserne. Den kan skabe usikkerhed og forsigtighed blandt køberne og dermed være med til at presse priserne ned i de dyreste områder.

Læs også
Top job