Erhverv

Milliardær udpeger nyt univers til at være investordarling

En ny virtuel verden "the metaverse", som Facebook satser benhårdt på, vil blive et omdrejningspunkt for investorer, spår en milliardær bag en kapitalfond, som investerer i softwareselskaber.

"Metaverse" er et begreb, Facebook-stifter Mark Zuckerberg har brugt meget tid på at tale om.  Foto: Eric Risberg/AP/Ritzau Scanpix

Det såkaldte "metaverse", som Facebooks grundlægger Mark Zuckerberg for alvor hev ind i rampelyset tidligere på året, bliver et meget stort område, som vil tiltrække investeringskroner.

Sådan lyder meldingen fra forretningsmanden Orlando Bravo, milliardær og medstifter af kapitalfonden Thoma Bravo, som har fokus på software- og teknologivirksomheder. Det skriver CNBC.

"The metaverse", som på dansk kan oversættes til "metavers", hvor man bevæger sig rundt i et virtuelt 3D-univers.

»Det bliver meget stort,« siger Orlando Bravo ifølge mediet.

Thoma Bravos forvalter mere end 83 mia. dollars, og porteføljen består ifølge CNBC af mere end 40 virksomheder.

I oktober annoncerede Mark Zuckerberg, at Facebook skifter navn til Meta, og allerede i sommers løftede han sløret for ambitionerne i forhold til metaverset.

Som Finans tidligere har beskrevet vil metaverset ifølge Mark Zuckerberg være afløseren for det nuværende internet. Det virtuelle univers får man bl.a. adgang til gennem virtual reality-briller.

Metaverset er en slags sammensmeltning af den virtuelle verden og den fysiske verden og vil f.eks. give brugere mulighed for at interagere med hinanden virtuelt i forskellige omgivelser.

Mark Zuckerberg spår, at metaverset vil få stor betydning, ligesom sociale netværk fik.

Læs også
Top job