Spar Nord investerede i inkassofirma: Efter tre år med milliontab er det endegyldig slut
Spar Nord investerede i foråret 2018 i inkassovirksomheden Debito, der havde planer om at udbrede en digital inkassoplatform til hele Danmark og udlandet.
Det skortede ikke på lovord, da Spar Nord i foråret 2018 løftede sløret for en millioninvestering i inkassovirksomheden Debito.
»Vi har at gøre med en startup, som vi via vores incubator-program (støtteprogram for nyopstartede virksomheder, red.) har fået et særdeles godt kendskab til og samarbejde med, og som har bevist et reelt potentiale i markedet,« lød det fra Spar Nords daværende kommunikationsdirektør Ole Madsen om storbankens Debito-investering.
Spar Nord har aldrig sat tal på investeringen, men ifølge Debito-ledelsen var den på »et større millionbeløb«.
Spar Nord forklarede bl.a. satsningen på Debito med, at markedet for ubetalte fakturaer alene i Danmark årligt løber op i 30 mia. kr.
Men Spar Nords ambitioner stoppede ikke ved grænsen. Mulighederne i Debitos digitale inkassoplatform havde nemlig internationalt potentiale.
»Planen er derfor, at løsningen og forretningsmodellen også skal afprøves uden for landets grænser,« lød det fra Spar Nord-direktøren.
Trods det italesatte potentiale og Spar Nord-millionerne har skifteretten i Aalborg nu afsagt konkursdekret over Debito.
Mens Spar Nord udsendte en pressemeddelelse tilbage i 2018 om Debito-satsningen, holder den børsnoterede bank denne gang kortene tæt til kroppen.
Finans har i flere dage efterspurgt en kommentar til, hvor stort et tab banken står til at lide på Debito-satningen, hvad der gik galt fra ambitionen om et internationalt inkassoeventyr til en konkurs, og især hvorfor Spar Nord har valgt at lade det komme til en konkurs i et selskab, hvor banken både var repræsenteret til det sidste i bestyrelsen og sad på op mod halvdelen af aktierne.
Spar Nord-ledelsen er ikke vendt tilbage på de fremsendte spørgsmål.
Til Nordjyske forklarer Spar Nord, at Debito »med tiden viste sig ikke at være en bæredygtig forretning«.
Et kig på Debito-regnskaberne afslører imidlertid, at den digitale inkassovirksomhed aldrig har formået at lande et overskud på bundlinjen.
I 2018, da Spar Nord skød penge i Debito, endte resultatet efter skat på minus 1,1 mio. kr., mens 2020-regnskabet aldrig nåede at komme på gaden, før konkursen ramte Debito efter et samlet underskud fra opstarten i 2015 til og med 2019 på 2,8 mio. kr.
Konkursbegæringen er fremsat af Vækstfonden, som har et ukendt beløb til gode i Debito. Den statslige investeringsfond ønsker ikke at kommentere sagen, lyder det i en mail til Finans.


