Erhverv

Lumasense udsat for svindel: Overførte 14 mio. kr. til falsk direktør

En tidligere ansat i virksomheden Lumasense Technologies har netop fået rettens ord for, at hendes bortvisning var uberettiget, selvom hun netop havde overført 14 mio. kr. til en svindler.

Foto: Anthon Unger

Tidligere på året kunne den danske producent af gasmålere Lumasense Technologies i sit årsregnskab fortælle, at virksomheden havde været udsat for »sofistikeret svindelbedrageri«.

En leder var blevet narret til at overføre samlet set knap 14 mio. kr. til en bankkonto i Hongkong.

Nu har virksomheden netop afsluttet en retssag, hvor den tidligere leder sammen med Dansk Magisterforening beskyldte Lumasense Technologies for uberettiget af have bortvist lederen i kølvandet på svindelsagen - og fik medhold.

I et retsdokument fra Sø- og Handelsretten, som ganske vist er anonymiseret, men som ifølge Finans' oplysninger omhandler netop Lumasense Technologies, fremgår det, at en tidligere leder i virksomheden ad to omgange var blevet bedt om at overføre samlet set ca. 14 mio. kr. til en person, der udgav sig for at være adm. direktør i virksomhedens amerikanske moderselskab, Advance Energy.

Da det blev opdaget, at den i øvrigt unavngivne medarbejder havde været offer for svindel blev hun først bortvist og sidenhen afskediget, men bortvisningen var altså uberettiget, mente bl.a. Dansk Magisterforening og nu også domstolen.

»Vi er tilfredse med, at Sø- og Handelsretten gav os medhold i det principielle spørgsmål. Altså, at bortvisningen var uberettiget, og at der var tale om meget professionelt og udspekuleret CEO-svindel, som var særdeles svær at gennemskue selv for en erfaren og agtpågivende person,« fortæller Mette Albrecht Falther, forhandlingschef hos Dansk Magisterforening.

I første omgang krævede Dansk Magisterforening 1,4 mio. kr. fra Lumasense Technologies, mens Lumasense påstod, at den bortviste medarbejder maksimalt var berettiget til ca. 396.000 kr.

CEO-fraud
  • CEO-fraud bliver også kaldet for direktørsvindel.
  • Kort fortalt, er det f.eks. falske mails eller sms’er, hvor en person udgiver sig for at være direktøren eller en anden leder i en given virksomhed. I visse tilfælde kan det også være personer, der hacker direktørens mail og sender beskeder herfra.
  • Ved at udgive sig for at være en direktør, har kriminelle somme tider held med at få medarbejdere til at overføre pengebeløb eller betale falske faktura.
  • Disse svindelsager er som regel meget velfunderede og svære at gennemskue, da svindlerne forinden har foretaget research af både virksomheden og medarbejdere.
Kilde: www.sikkerdigital.dk

Retten fandt imidlertid en gylden middelvej.

Lumasense Technologies blev dømt til at skulle betale 506.000 kr. samt sagsomkostninger på 72.000 kr., fordi svindlen var så udspekuleret, at der ikke var tale om »groft uforsvarlig« handling fra den afskedigede leders side.

Bl.a. blev der lagt vægt på i dommen, at svindlerne havde gjort brug af den adm. direktørs autosignatur og foto i e-mails samt en digital signatur på øvrige dokumenter fra revisionsfirmaet KPMG. Samtidig havde de anvendt et schweizisk telefonnummer og »iscenesat et tilsyneladende reelt transaktionsforløb med løbende møder og ventetid mv.«

Retten fandt altså, at enhver ville kunne være hoppet i med begge ben, og at bortvisningen af den tidligere leder ikke var berettiget.

Sådan undgår man CEO-fraud

Sikkerdigital.dk har samlet fire gode råd til, hvordan man undgår at bliver offer for den såkaldte ”direktørsvindel”.

  1. Tjek mailadressen
    Sørg for at tjekke, om den mail, der angiveligt kommer fra din chef, har samme afsender som tidligere mails. Dog kan din chefs mail også være blevet hacket.
  2. Ring til chefen
    Sørg for at dobbelttjekke med din chef, hvis personen beder dig om at overføre penge over mail.
  3. Udenlandske overførsler
    Hvis kontoen, penge skal overføre til, er udenlandsk, skal du være ekstra opmærksom. Svindlere burger ofte udenlandske konti, der er sværere at spore.
  4. Ekstra opmærksomhed i ferier
    Cyberkriminelle er mest aktive i ferie, hvor der er færre på kontorerne.

Kilde: www.sikkerdigital.dk

Dansk Magisterforening, der sad mandatar for den fyrede leder, er glad for afgørelsen.

»Der er meget lidt retspraksis på det her område. Og derfor mener vi, at dommen kommer til at udgøre et vigtigt fortolkningsbidrag fremadrettet,« lyder det fra Dansk Magisterforening.

Afslutningsvist understreger Mette Albrecht Falther i øvrigt, at det ikke er sikkert, at man er helt færdig med sagen endnu.

»Vi er tilfredse med udfaldet, men i forhold til de øvrige præmisser, er vi i færd med at gennemgå og vurdere dommen sammen med vores eksterne advokat.«

Finans har forsøgt at indhente en kommentar fra Lumasense Technologies, men virksomheden ønsker ikke at udtale sig om sagen.

Læs også
Top job