Axcel køber Niels Holch Povlsen ud af BullWall i trecifret millionhandel
Danmarks største kapitalfond melder sig ind i kampen mod hacking med købet af it-sikkerhedsfirma.
It-kriminalitet er eksploderet de seneste år - og hackerne bliver dygtigere og dygtigere.
Flere store danske virksomheder, herunder Mærsk, Vestas og Demant, er i løbet af 2021 blevet udsat for kalkulerede og succesfulde hackerangreb, som kan have store konsekvenser.
Nu melder Danmarks største kapitalfond, Axcel, sig ind i kampen mod hacking med et trecifret millionopkøb.
Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Axcel har nemlig købt godt 75 pct. af it-sikkerhedsfirmaet BullWall for et - ifølge Børsens oplysninger - beløb i størrelsesordenen 400-500 mio. kr.
»Ransomware-angreb er en fortsat stigende risiko for virksomheder, og vi er meget tilfredse og spændte på at skulle være partner med en global pioner inden for ransomware-beskyttelse,« siger Christian Bamberger Bro, partner i Axcel, i meddelelsen.
Indtil nu har BullWall, der primært udvikler programmer til beskyttelse mod ransomware, været ejet af bl.a. Anders Holch Povlsens mindre kendte bror, Niels Holch Povlsen. Med overtagelsen af aktiemajoriteten køber Axcel imidlertid Holch Povlsen ud af firmaet.
De resterende knap 25 pct. af BullWall fordeler sig mellem stifterne Michael Slipsager og Jan Lovmand.
Makkerparret stiftede it-virksomheden i 2016 og har siden da gjort BullWall til en millionforretning - senest med et overskud på knap 15 mio. kr. i det skæve regnskabsår 2020/2021.
Axcel, der er Danmarks største kapitalfond, blev stiftet i 1994 og har flere store opkøb i repertoiret, herunder bl.a. smykkevirksomheden Pandora.
Tidligere på året rejste kapitalfonden et rekordstort beløb på 6 mia. kr. til sin sjette fond.
Få måneder efter meldte Christian Frigast, stifter af Axcel, ud at han havde solgt sine resterende aktier i selskabet bag kapitalfonden og derfor ikke længere var partner.

