Den underskudsramte kæde Daells Bolighus har fået tilført 15 mio. kr.
Millionindsprøjtningen kommer fra Harald Nyborg-koncernen, der er ejet af milliardærfamilien Daell. Efter mange år med underskud forventes der positive tal på bundlinjen fra 2023.
238 mio. kr.
Så mange penge har boligkæden Daells Bolighus siden 2010 måtte se forsvinde ud af selskabet, der er ejet af Harald Nyborg-koncern gennem den danske milliardærfamilie Daell.
De gentagende underskud har betydet, at ejerfamilien stort set hver år har tilført bolighuset frisk kapital for at sikre dets overlevelse. Og i år er ingen undtagelse.
Daells Bolighus har nemlig i december fået tilført 15 mio. kr. for at dække det underskud, der ifølge Arne Gerlyng-Hansen, topchef i Harald Nyborg, igen rammer kæden.
»Vi har haft endnu et år med underskud, og selvom det er noget mindre end tidligere, har det været nødvendigt at tilføre ny kapital for at dække det underskud, vi ved, der kommer i 2021. Det gør, at vi er sikre på ikke at have en negativ egenkapital i år,« siger han.
Præcis hvor stort underskuddet bliver er uvist, da Daells Bolighus endnu ikke har fremlagt regnskab for 2021.
Kæden har i nyere tid aldrig givet overskud og har de seneste år mindsket antallet af butikker, så der nu kun er fem butikker tilbage. De ligger i Vejle, Slagelse, Holbæk, Odense og Glostrup.
Derudover har kæden fokuseret på at uddanne sit personale og forbedre sin kundeservice.
»Vi har haltet bagefter på især servicedelen. Det har simpelthen ikke været godt nok. Min forgænger brugte rigtig mange kræfter på at tilpasse bolighuset omkostningsmæssigt. Derfor er vi, hvor vi skal være på det punkt. Nu handler det om at få salget med og uddanne vores personale til dygtige sælgere,« siger Henrik Mathiesen, der blev indsat som direktør for kæden i 2020.
Inden direktørposten i Daells Bolighus var han salgschef i kæden og forud for det mangeårig butikschef i Harald Nyborg.
Udover uddannelse af personale vil direktøren også arbejde målrettet med markedsføring og kædens hjemmeside. Han frygter nemlig, at danskerne har »glemt«, at den mere end 25 år gamle bolig stadig eksisterer.
»Daells Bolighus har været forsømt i mange år. Folk ved godt, at vi er her, men alligevel ved de det ikke helt. Det er vores største udfordring lige nu. Vi har simpelthen ikke været gode nok til at fortælle, at vi stadigvæk er her,« siger Henrik Mathielsen.
Både han og Arne Gerlyng-Hansen mener, at det er realistisk, at Daells Bolighus i nærmeste fremtid leverer et positivt resultat på bundlinjen. Milliardærfamilien oplyser samtidig, at den er klar med kapital så længe, den underskudsgivende boligkæde har behov for det.
»Vi tror fortsat på, at Daells Bolighus bliver en sund og god forretning. Vi har et håb om, at selskabet leverer et positivt resultat i 2023,« siger Arne Gerlyng-Hansen.
Henrik Mathiesens forventning er dog, at bolighuset ikke fremadrettet skal fortsætte med at få tilført ny kapital fra Harald Nyborg-koncern nærmest årligt.
»Det håber jeg bestemt ikke, at vi skal blive ved med, så har jeg fejlet som direktør. Vi skal jo selv kunne tjene penge. Jeg tør ikke spå om, hvornår det er sidste gang, vi modtager kapital, men jeg håber, at vi er der indenfor et par år,« siger han.

