Erhverv

Norske eksperter tror, fødevarer kan blive markant dyrere i 2022

Der snakkes om markant større prisstigninger, end man er vant til.

Ifølge norske eksperter kan fødevarepriserne i Norge stige med fem-ti pct. som konsekvens af gødningsprisernes stigning. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard

I Danmark kender vi alle den med de der dyre agurker i Norge.

Og nu ligner det, at de og alle mulige andre former for fødevarer faktisk kan blive markant dyrere hos de norske naboer, end de er i dag.

Det skriver NRK.

Store stigninger i gaspriser har nemlig gjort det markant dyrere at producere den kunstgødning, der bruges til dyrkningen af diverse former for afgrøder. Det norske medie har snakket med en række norske fagfolk på området, og de mener, at der i rige lande vil blive set højere fødevarepriser som konsekvens af udviklingen, mens der kan komme madmangel i mindre velhavende lande.

»I Norge har vi været vant til to-tre pct. stigning i priserne på madvarer hvert år, men jeg tror, det kan blive fem-ti pct. i gennemsnit for alle madvare,« siger daglig leder i Agri Analyse Christian Anton Smedshaug til NRK.

Og det med de høje priser på gødning er også noget, man har set og mærket til i dansk landbrug, bekræfter Landbrug og Fødevarer.

Erhvervsorganisationen fortæller, at det i de seneste måneder har været voldsomt dyrt at købe gødning, og er det fortsat gør sig gældende. Det er altså noget, der også kan mærkes i Danmark og hos danske landmænd.

Om hvorvidt det i Danmark - som fagfolk vurderer det i Norge - kommer til at kunne mærkes, når hr. og fru Danmark i løbet af 2022 vader ned ad supermarkedsgangene, er dog mere uvist. Produktionsomkostningerne for danske landmænd stiger, men priserne fastsættes i sidste ende af dem, der sælger varerne til forbrugerne.

Landbrug og Fødevarer understreger, at det i forhold til prissætningen af fødevarer i høj grad er supermarkederne, der er medbestemmende i kraft af rollen som sidste salgsled, men at gødningspriserne uagtet er noget, der kan mærkes i økonomien hos de enkelte danske landmænd.

Finans har af flere omgang tidligere fortalt om, hvordan priserne på fødevare i verden generelt har været stigende på grund af bl.a. det øgede priser på gødning. Priserne på de mest handlede fødevarer ligger i øjeblikket således på det højeste niveau i ti år.

Læs også
Top job