Ikea i Storbritannien skærer i sygedagpenge til uvaccinerede ansatte
Møbelgiganten sætter lønnen ned for ikke-vaccinerede medarbejdere, når de skal i isolation. Det gælder primært medarbejdere, som ikke er vaccineret og som har et højt fravær.
Ikea skærer i nogle ikke-vaccinerede medarbejdes løn under sygdom, når de skal isoleres, fordi de har været i kontakt med en coronasmittet.
Det gælder møbelgigantens medarbejdere i Storbritannien. En gennemsnitlig Ikea-medarbejder i Storbritannien tjener mellem 400 og 450 pund om ugen, svarende til omkring 3.560 til 4.000 kr. For de omfattede medarbejdere, må de nu nøjes med det lovpligtige minimum - 96,35 pund om ugen, svarende til 858 kr.
Ifølge mediet er det dog kun uvaccinerede med et i forvejen »højt fraværsniveau«, der vil blive omfattet af den lavere løn under sygdom. Alle fuldt vaccinerede medarbejdere eller medarbejdere med formildende omstændigheder vil modtage fuld løn, hvis de skal isoleres efter at have været nærkontakt til en coronasmittet.
»Vi anerkender, at dette er et følelsesladet emne, og alle omstændigheder vil blive overvejet fra sag til sag, derfor opfordres enhver, der er i tvivl eller bekymret over deres situation, til at tale med deres leder,« sagde en talskvinde fra Ikea ifølge Daily Mail.
I England skal borgere, der har fået to vaccinedoser eller mere ikke gå i selvisolation efter at have været i nær kontakt med en smittet.
Også det britiske vandforsyningsselskab Wessex Water har skåret i sygedagpengene for de medarbejdere, der ikke er vaccinerede og skal i isolation.
I Danmark har du, ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisation, ret til løn som under almindelig sygdom, hvis du følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
»Hvis sundhedsmyndighederne eller en læge beder dig om at gå i hjemmekarantæne, er du stillet på samme måde som ved egen sygdom. Det betyder, at du har ret til samme betaling som ved andre former for sygdom jf. din overenskomst, lovgivning eller ansættelseskontrakt. Visse arbejdsgivere er uenige heri,« skriver organisationen på sin hjemmeside.
Møbelgiganten har 21 varehuse og mere end 10.000 medarbejdere i Storbritannien.