Erhverv

Mærsk laver milliardopjustering

Meldingen kommer knap en måned før A. P. Møller - Mærsk offentliggør resultater for 2021.

A.P. Møller - Mærsk har hovedkontor på Esplanaden i København. Foto: Thomas Borberg

A. P. Møller-Mærsk har haft så godt et 4. kvartal, at selskabet nu opjusterer sine forventninger for hele 2021 med et større milliardbeløb.

Det oplyser selskabet fredag i en selskabsmeddelelse.

Mærsk har flere gange i løbet af 2021 opjusteret sine forventninger, og den seneste melding er nu, at rederiet forventer en underliggende ebitda på op til 24 mia. dollars og et underliggende ebit på 19,8 mia. dollars. Tidligere forventede selskabet at lande 22-23 mia. dollars i ebitda og 18-19 mia. dollars i ebit for hele 2021.

»Det forbedrede resultat (i 4. kvartal red.) skyldes den fortsatte ekstraordinære markedssituation i Ocean som følge af forstyrrelserne i de globale forsyningskæder, hvilket har ført til yderligere stigninger i fragtraterne,« skriver Mærsk i forbindelse med opjusteringen.

Selskabet skriver samtidig, at dets gennemsnitlige rater sammenholdt med året forinden steg med 80 pct. i 4. kvartal 2021.

Meldingen om de positive takter kommer en lille måned, inden Mærsk den 9. februar forventes at offentliggøre sit 2021-regnskab. Allerede da Mærsk i november løftede sløret for et forrygende 3. kvartal, forventede langt de fleste analytikere, at selskabet inden årets udgang ville opjustere forventningerne for 2021.

Derved kommer fredagens melding formentlig heller ikke som nogen overraskelse for analytikerne. Sydbanks senioranalytiker Mikkel Emil Jensen er i hvert fald ikke synderligt overrasket over opjusteringen.

»Det er ikke nogen helt stor overraskelse. Markedsvilkårene er fortsat meget favorable for Mærsk med stigende fragtrater gennem hele 4. kvartal, så det bidrager positivt. Det er heller ikke nogen voldsom opjustering, og i tråd med det, jeg havde ventet,« siger han til MarketWire.

Mærsk oplyser desuden, at det vil offentliggøre opdaterede forventninger til 1. kvartal i år og for hele 2022 i forbindelse med årsrapporten for sidste år.

Kort inden jul styrkede A. P. Møller-Mærsk sin position indenfor logistik. Her fortalte rederiet, at det havde opkøbt det Hongkong-baserede logistikselskab LF Logistics for 23,7 mia. kr. Købet skal ifølge Mærsk styrke selskabets position »som et integreret containerlogistikselskab, der tilbyder end-to-end supply chainløsninger til sine kunder«.

LF Logistics er et privatejet selskab og havde i 2020 en omsætning på omkring 1,3 mia. dollars, svarende til 8,5 mia. kr.

Læs også
Top job