Erhverv

Peter Norvigs selskab B2B Property er erklæret konkurs for tredje gang

For tredje gang er B2B Property, der har den kendte ejendomshandler Peter Norvig som adm. direktør, blevet erklæret konkurs. Denne gang er der ingen vej tilbage, siger konkursbehandlingens kurator.

B2B Property, der baserer sin forretning på at skabe kontakt mellem investorer og salgsklare jordejere, er for tredje gang taget under konkursbehandling. Den kendte ejendomshandler Peter Norvig er adm. direktør i selskabet. Foto: Claus Lunde.

En lang og sej kamp ser nu endegyldigt ud til at være tabt for den kendte ejendomshandler Peter Norvig.

Selskabet B2B Property ApS, som han er direktør i, men som ejes af Jan Behrens, er igen taget under konkursbehandling. Det er tredje gang på omkring halvandet år.

Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) og Statstidende.

To gange tidligere har selskabet, der baserer sin forretning på at skabe kontakt mellem investorer og salgsklare jordejere, formået at få ophævet et konkursdekret. Men denne gang bliver selskabet ikke reddet igen.

Det fortæller Nicolai Christen Dyhr, der er kurator på konkursbehandlingen, til Finans.

»Der er ikke nogen likviditet i selskabet. Selskabet har været i rekonstruktion i en længere periode, og selskabets ledelse har forgæves forsøgt at tilvejebringe kapital for at lave en kreditorordning. Det er ikke lykkedes, og så er kreditorerne rent ud sagt blevet trætte af at vente på at få det lovede udbytte, som der er blevet varslet så mange gange,« siger han.

Kurator Nicolai Christen Dyhr uddyber, at der i en lang periode slet ikke har været nogen indtjening i selskabet, og det har altså betydet, at virksomheden ikke har kunnet levere den likviditet eller indtjening, der var budgetteret med.

Han tilføjer, at det er ledelsen selv, der har kastet håndklædet i ringen efter pres fra kreditorerne.

Kurator Nicolai Christen Dyhr er i øjeblikket ved at undersøge selskabets aktiviteter, men fortæller til Finans, at B2B Property ApS skylder omkring 20 mio. kr. væk til kreditorer. Deriblandt har B2B Property ApS et stort tilgodehavende overfor Peter Norvig personligt.

Selskabet har ikke formået at fremlægge årsregnskaber i de to seneste regnskabsår. Men B2B Propertys seneste regnskab fra 2019 viste et underskud efter skat på 1,2 mio. kr.

Dengang fortalte adm. direktør Peter Norvig til Finans, at han forventede »et markant bedre resultat, der viser et par millioner i overskud« i 2020. Men det blev altså aldrig realiseret.

B2B Property blev i sommer taget under rekonstruktion, efter utilfredse kreditorer talrige gange havde hevet selskabet i skifteretten.

Også personligt har Peter Norvig været i problemer i det seneste år. I efteråret 2021 blev han og konen tiltalt af Københavns Politi for svindel med regeringens kompensationspakker i forbindelse med coronapandemien, ligesom han også er tiltalt for at have misbrugt deponerede midler.

Læs også
Top job