Erhverv

Professor efter afsløringer om 3F-formand: Han får meget svært ved at fortsætte i det embede

Per Christensen er ramt på sin tillid og agtelse, vurderer professor emeritus Flemming Ibsen.

3F-formand Per Christensen har fået offentliggjort en række forhold fra sit privatliv. 3F's hovedbestyrelsen skal diskutere sagen i næste uge.

Per Christensen er snart fortid som formand i landet største fagforbund, 3F.

Det forudser professor emeritus på Aalborg Universitet og ekspert i arbejdsmarkedsforhold Flemming Ibsen, efter at dagbladet BT har bragt en artikel om forbundsformandens privatliv.

Per Christensen har på Facebook selv betegnet de beskrevne forhold som »utroskab«, men selv om 3F’s næstformand Tina Christensen betegner sagen som »dybt privat«, har forbundet alligevel besluttet at indkalde til et hovedbestyrelsesmøde i næste uge.

Flemming Ibsen siger, at sagen er helt ekstraordinær, og at de beskrevne forhold er så alvorlige, at 3F er nødt til at reagere.

»Det handler jo om hans dømmekraft, og når man er den førende tillidsmand i Danmarks største fagforbund, skal man være påpasselig, for ellers ryger tilliden og agtelsen. Mange medlemmer vil sige, at man ikke kan have en mand, der opfører sig sådan, til at repræsentere sig,« siger han.

Derfor mener Flemming Ibsen også, at sagen vil få betydning for Per Christensens virke som formand, selv om de beskrevne forhold handler om hans privatliv.

»Når tilliden ryger både i 3F’s ledelse og blandt medlemmerne, så får han meget svært ved at fortsætte i det embede. Det ved han også udmærket selv,« siger han.

3F har cirka 265.000 medlemmer, hvoraf hovedparten er beskæftiget inden for industrien, bygge og anlæg og transport.

Forbundets presseafdeling oplyser, at Per Christensen ikke vil kommentere sagen udover to opslag, som han har lavet på Facebook.

Her afviser han, at de private forhold har påvirket hans arbejde som forbundsformand.

Læs også
Top job