Erhverv

Årets hidtil største fald på aktiemarkedet: »Alle bliver mindet om, at der er en risiko ved at investere«

Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, opfordrer investorerne til at bruge mandagens aktiefald »konstruktivt«.

Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, opfordrer aktionærerne til at bruge mandagens aktienedtur konstruktivt og genoverveje deres investeringer. Arkivfoto

De danske aktier har mandag taget et gevaldigt dyk.

Omkring middag var C25-indekset nede med 3,5 pct., hvilket er det hidtil største fald i år. Særligt Bavarian, GN og Demant er faldet markant, og omkring kl. 15 er der fortsat rødt over hele linjen i det danske eliteindeks.

Ifølge Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, får en så markant nedtur både private investorer, banker og industrielle investorer til at ryste på hånden. Derfor er hans vurdering også, at det ikke er én type investor, der i øjeblikket mister troen på de danske aktier og sælger ud af porteføljen. Nedturen rammer alle.

»Med så markante fald bliver samtlige investorer mindet om, at der er en risiko ved at investere, og at aktiemarkedet ikke er et sted, hvor der findes gratis penge. Der er en risiko ved at investere i aktier, og det er sundt for både private, industrielle og udenlandske investorer at blive mindet om det. Når aktierne er steget meget gennem en lang periode, så har man en tendens til at glemme, at der er en risiko ved at investere,« siger Per Hansen.

Han påpeger, at de markante aktiefald også påvirker nye aktionærer, der overvejer at investere, fordi de efter hans vurdering i øjeblikket trækker næsen til sig og holder sig fra det blodrøde marked.

»Siden finanskrisen er der kommet rigtig mange nye investorer, som kun har set, hvad der sker, når renterne falder, og aktierne går op. Derfor er der mange, som ikke har været tilstrækkeligt klar over, hvad der ville ske, når det går den anden vej. Det er man blevet nu, og det er sundt at blive mindet om, at der er risiko ved at købe aktier. Hvis ikke vi havde risikopåmindelsen, ville vi heller ikke have en berettiget forventning om gode afkast på sigt,« siger Per Hansen.

Han opfordrer aktionærerne til at bruge nedturen konstruktivt og genoverveje deres investeringer.

»Min opfordring er, at man som investor spørger sig selv, om man er en langsigtet risikoinvestor? Har man nerverne til fald, som det vi ser i øjeblikket? Hvis man har det, skal man bruge tiden, hvor kurserne bevæger sig meget nedad, konstruktivt og tænke langsigtet samtidig med, at man genovervejer sin portefølje og beholdning,« siger Per Hansen, der vurderer, at de større, danske selskaber er de aktier, som investorerne søger mod, når aktiemarkedet er i mindre stormvejr.

Omkring kl. 15.20 var C25-indekset faldet med 3,92 pct. til 1710.

Det største aktiefald på én dag fandt sted den 12. marts 2020, hvor indekset dykkede 8 pct. Ifølge Ritzau var det på niveau med det, der blev set under finanskrisen.

Læs også
Top job