Coca-Cola-topchef: Forbrugerne accepterer kun prisstigninger i en kortere periode
Coca-Cola-topchef James Quincey advarer nu om, at forbrugerne kun vil acceptere prisstigninger i en kortvarig periode.
Hvis man tror, at verdens forbrugere vil acceptere højere priser på længere sigt, kan man godt tro om igen. Så klar er meldingen fra James Quincey, adm. direktør i Coca-Cola.
»Før eller siden vil det bevæge sig ind i en anden fase, og det vil presse indkomsten,« siger han med henvisning til den stigende inflation.
»Det er lettere at hæve priserne i et stimulerende miljø, hvor alt andet også stiger. Det er langt sværere, når der er et reelt pres på indkomsten,« siger James Quincey ifølge CNN på en telekonference for analytikere og investorer.
Det pres er allerede, hvis ikke i fuld gang, så i hvert fald tæt på at blive en realitet.
De seneste inflationstal fra januar i USA viste enorme 7,5 pct., hvilket er den højeste inflation i 40 år - og langt højere, end hvad diverse økonomer på forhånd havde forventet.
I Danmark brager inflationen også op, men indtil videre er de store danske virksomheder sluppet nådigt fra det, selvom der er pres på alt fra lønninger, til råvarer- og energipriser, og de leverer stort set over hele linjen rekordoverskud på rekordoverskud.
Coca-Cola hævede i 2021 priserne, og topchefen vil ikke udelukke, trods presset på reallønnen hos forbrugerne, at det kan blive nødvendigt.


