Virksomheder henter omtale for flere 100.000 kr. i "Løvens Hule"
Hvert år må iværksættere forlade DR-programmet "Løvens Hule" uden en investering. Alligevel vurderer marketingsprofessor Per Vagn Freytag, at der kan være store økonomiske fordele ved at deltage i programmet.
På rekordtid har den aarhusianske virksomhed Skærsliberen hævet sin omsætning med 400 pct. og lukket aftaler med mere end 5.000 kunder.
Efter selskabet deltog i DR-programmet ”Løvens Hule” har den hidtil ukendte virksomhed oplevet massiv fremgang og en enorm interesse for både kunder og investorer. I januar omsatte selskabet for 250.000 kr. Det er en firdobling sammenlignet med samme måned året inden, og alene de første tre uger af februar har selskabet omsat for 240.000 kr.
En udvikling, der ifølge medejer Jesper Lajer kun ser ud til at fortsætte, og især skyldes én ting.
Selvom Skærsliberen måtte forlade ”Løvens Hule” uden en investering, har deltagelsen nemlig boostet virksomhedens salg og gjort det muligt at nå ud til endnu flere potentielle kunder. Det betyder, at Skærsliberen nu har mere end 1.000 bookinger i kalenderen og langt mere end de 300 bookinger, som selskabet tidligere har hevet hjem pr. måned.
»De første 24 timer, efter programmet blev vist, havde vi omkring 20.000 forbi vores hjemmeside. Det har gjort, at vi har fået en hel måneds omsætning på bare et-to døgn og er nået meget bredere ud, end vi nogensinde selv ville kunne. Den omtale og interesse, vi har oplevet i forbindelse med ”Løvens Hule” er ubetalelig for en mindre virksomhed som os,« siger Jesper Lajer, der sammen med kammeraten Anders Weinreich grundlagde Skærsliberen i november 2019.
Makkerparret er langt fra ene om at skabe massiv omsætning gennem ”Løvens Hule”. Hvert år henter danske virksomheder omtale for flere 100.000 kr., når det populære tv-program rammer danskernes dagligstuer. Det vurderer Per Vagn Freytag, marketingsprofessor ved Syddansk Universitet.
»Det er en enorm eksponeringsmulighed, uanset om virksomhederne får en investering eller ej. Stifterne får mulighed for at brande deres virksomheder på en platform med rigtig mange seere, og samtidig får de materiale, som de kan bruge til markedsføring efterfølgende. Det er en omtale, som selskaberne ellers meget vanskeligt kan få,« siger han.
Samtidig understreger han, at deltagelsen for langt de flest e virksomheder vil være en vigtig døråbner for nye samarbejder, investorer og markeder, selvom det ikke lykkedes at lande en aftale med de fem investorer i programmet. I uge 7 var programmet det fjerdemest sete program med et seertal på 623.000 og samtidig trækker det og virksomhederne hvert år masser af medieomtale.
»Det er en fantastisk mulighed for selskaberne at blive vist på tv. De når ud til forbrugere, som de selv vil have meget svært ved at nå, og derfor er det virkelig også noget, der rykker og kan skubbe virksomhederne i den rigtige retning. Flere af dem spekulerer formentlig også i at deltage, selvom de godt ved, at de ikke får en investering, fordi brandingværdien er så stor,« siger Per Vagn Freytag.
Et af de selskaber, der også allerede inden deltagelsen havde håbet på et positivt »skub«, er Kong Walther.
Selskabet sælger handsker, som kan monteres direkte på barnevogne, så de altid er med på tur. Indtil videre har selskabet primært fokuseret på børnesegmentet, men efter deltagelsen i ”Løvens Hule” har Kong Walther også lukket aftaler med cykelforhandlere og Golf Experten, der er Danmarks største golfkæde.
»Golf- og cykelsegmentet havde jeg slet ikke selv taget seriøst nok tidligere. Derfor er det helt sikkert programmets fortjeneste, at jeg nu også er gået den vej. Den branding og markedsføring, vi har fået gennem programmet, havde vi på ingen måde kunne købe os til. Det har været så sindssygt god reklame for os at deltage,« siger stifter Tine Land.
Udover at udvide med nye forretningsområder har Kong Walther også for nyligt fået Magasin og Babysam som forhandlere. Samlet har det resulteret i, at selskabet i løbet af årets første to måneder har omsat for omkring 500.000 kr.
»Det har virkelig været et boost at være på landsdækkende tv, og jeg føler mig heldig over, at vores pitch blev vist, selvom vi ikke fik en investering,« siger Tine Land.
Skærsliberen forventer i år at omsætte for 4,5 mio. kr. og arbejder på at lukke en aftale med en investor i USA, som har kontaktet selskabet efter at have set stifternes pitch i ”Løvens Hule”.

