Omkring en fjerdedel af deltagerne i ”Løvens Hule” bliver opfordret til at deltage
Holdet bag ”Løvens Hule” kontakter selv flere af de iværksættere, som er en del af det populære tv-program.
Hvert år træder omkring 65-70 håbefulde iværksættere ned af trappen i DR-programmet ”Løvens Hule”.
Drømmen er at få en investering fra en af de fem serieinvestorer, og derfor er det for mange en stor beslutning at stille sig frem på landsdækkende tv og blotte deres virksomheder.
Flere af iværksætterne har dog på forhånd fået et prik på skuldren eller en opfordring om at blive en del af programmet. Det fortæller Mads Lund, der er producent og medstifter af United Production, som igen i år producerer ”Løvens Hule” for DR.
»Af de deltagende virksomheder er ca. 25 pct. nogle, som vores redaktion har mødt til f.eks. branchemesser, iværksætterevents eller læst om gennem f.eks. artikler i lokalaviser. I nogle tilfælde får de (iværksætterne red.) bare et visitkort på en messe eller bliver kontaktet direkte - og dermed får de info om, hvor de kan udfylde ansøgningsskema,« skriver Mads Lund i en mail til Finans.
Han har ikke ønsket at stille op til interview, men forklarer, at alle deltagere - uanset om de på forhånd er blevet kontaktet af DR eller ej - skal indsende et ansøgningsskema for at komme i betragtning til programmet. Her skal iværksættere bl.a. svare på, hvor meget de selv har skudt i virksomheden, hvilken målgruppe selskabet henvender sig til, og hvordan de konkret vil udføre pitchet, hvis de får lov at komme i studiet.
En af de virksomheder, som blev kontaktet forud for optagelserne, er virksomheden Løft Discs, der i den igangværende sæson måtte gå fra ”Løvens Hule” uden en investering.
»Vi havde formentligt ikke søgt, hvis ikke vi var blevet inviteret. Vi er dog stadig glade for, at vi deltog og har fået god feedback,« lyder det fra medejer Niels Vestergaard Sørensen.
Også virksomheden Vuffeli, der for nylig hentede den hidtil største investering nogensinde i ”Løvens Hule”, blev kontaktet forud for programmet. Det samme gjorde smykkevirksomheden Sorelle, der efter en klar afvisning i studiet alligevel fik 100.000 kr. af Jacob Risgaard.
For Sorelle-stifterne Camilla-Julie Skov Hansen og Trine Damborg var det en »kæmpe drøm«, som de formentlig ikke havde overvejet, hvis ikke de var blevet kontaktet af produktionen bag.
»Jeg var lidt betænkelig ved det, for hvis man ikke skal blive en fiasko foran hele Danmark, skal man virkelig have styr på sin forretning. Derfor overvejede vi det nøje, da vi blev kontaktet, men vi har endnu ikke oplevet, at vi ikke er nået i mål med de mål, vi sætter os, og derfor besluttede vi at følge opfordringen og blive udfordret både som mennesker og som forretning,« siger Trine Damborg, medejer af Sorelle.
Vuffeli, der for nylig landede den største ”Løvens Hule”-investering nogensinde, oplyser ligeledes at selskabet højest sandsynligt ikke havde ansøgt, hvis ikke det var blevet kontaktet på forhånd.
Ifølge Mads Lund kontakter holdet bag ”Løvens Hule” konkrete virksomheder for, at så mange iværksættere som muligt får mulighed for at pitche for investorerne. Ifølge Mads Lund er det med til at sikre, at virksomheder fra hele landet og forskellige brancher deltager i programmet.
»Op mod ansøgningsfristen gør vi i nogle tilfælde kandidater opmærksomme på, at de kan søge inden vores deadline, som typisk ligger maj og juni hvert år. Det kan f.eks. være virksomheder, som vi har mødt på en messe i februar, men som grundet travlhed ikke har fået udfyldt vores ansøgningsskema,« forklarer han.
United Production har ikke tal over, hvor stor en andel af de virksomheder, som på forhånd er blevet opfordret til at deltage, der rent faktisk ender med at få en investering fra Jesper Buch, Jan Lehrmann, Mia Wagner, Christian Arnstedt eller Jacob Risgaard.
»I dette års udgave er der rigtigt mange investeringer, og det er både blandt de op til 25 pct., som vi har gjort opmærksomme på ansøgningsskemaet og blandt de, der selv blev opmærksomme på ansøgningsrunden,« forklarer Mads Lund og understreger, at det er op til investorerne selv, hvilke selskaber de vælger at investere i gennem ”Løvens Hule”.
Præcis hvor mange af de omkring 65-70 iværksættere, der i denne sæson får en investering, er endnu uvist.