Dreivers har underskud på 2,9 mio. kr. – men har store ambitioner
Den danske start-up-virksomhed Dreivers har store ambitioner om at nytænke handel med brugte biler. Men for andet år i træk lider virksomheden et underskud i millionklassen.
Den danske iværksætter Thomas Mørk Hansen har store ambitioner om at gøre op med bilforhandlernes traditionelle forretningsmodel og håber via virksomheden Dreivers at kunne sælge 15.000 biler om året i Danmark indenfor de næste to-tre år.
Men det er startet trægt for den ambitiøse virksomhed, der i virksomhedens andet leveår igen kan fremvise røde tal i millionklassen på bundlinjen. Det viser et nyligt offentliggjort regnskab.
Underskuddet lyder på 2,9 mio. kr. Dermed har Dreivers tabt 4,1 mio. kr. i løbet af de første to leveår. Det sker på trods af, at omsætningen er steget markant fra 6,7 mio. kr. i 2019/20-regnskabet til 15,9 mio. kr. i seneste regnskabsår.
Samtidig er egenkapitalen dykket med knap 900.000 kr., så den nu lyder på -450.000 kr.
Nøgletal fra Dreivers’ seneste årsregnskab :
I kr. | 2020/21 | 2019/20 |
Omsætning | 15,9 mio. | 6,7 mio. |
Årets resultat | -2,9 mio. | -1,2 mio. |
Egenkapital | -450.000 | 425.000 |
Dreivers har skabt en digital platform for handel med brugte biler, og forretningsmodel går ud på at sælge brugte biler i private handler til en lavere pris og samtidig sikre reklamationsretten.
Hvis du har købt bilen hos en bilforhandler, har du ifølge købeloven reklamationsret, så forhandleren betaler for en eventuel reparation. Det gælder dog ikke, hvis du har købt bilen af naboen ved et privatkøb. Så må du selv punge ud. Til gengæld tager bilforhandleren en lille mønt for omkostningerne ved at sælge bilen til dig.
Dreivers’ forretningsmodel minder meget om den britiske onlineplatform Cazoo, der ligeledes sælger brugte biler online udenom traditionelle bilforhandlere. Virksomheden blev to år senere – i september sidste år – vurderet til 2,6 mia. dollars, ca. 16 mia. kr, ifølge Wall Street Journal.
»Traditionelle bilforhandlere har en forretningsmodel, som er den samme, som den var i starten af 1900-tallet. Vi giver forbrugerne et alternativ,« fortalte Thomas Mørk Hansen, stifter og partner i Dreivers, i sensommeren 2021 til Finans, og uddybede, at han på den lange bane håber at få virksomheden ind på markedet i resten af Norden samt Holland.
Men selv om Dreivers har haft millionunderskud i de to første leveår, ser Thomas Mørk Hansen stadig lyst på fremtiden, selvom egenkapitalen er tabt.
I ledelsesberetningen står, at selskabets finansielle beredskab er »tilstrækkelig til gennemførslen af den planlagte drift i kommende driftsår.« Samtidig forventer virksomheden, at regnskabsåret 2021/22 bliver Dreivers første år med sorte tal på bundlinjen.
»Selskabet har i den sidste del af regnskabsåret haft en meget positiv aktivitetsudvikling og forventer på baggrund heraf en overskudsgivende drift og retablering af selskabets kapital,« fortsætter ledelsen i sin beretning.