Apodans årsresultat er 27-doblet siden coronapandemiens start
2021 blev et særdeles godt år for den danske virksomhed Apodan, der sælger desinfektion og lyntests. På blot to år har den 27-doblet årsresultatet fra 1,8 mio. kr. til knap 50.
Den danske virksomhed Apodan har haft særdeles gode tider, siden coronapandemien lagde verden ned med isolation og testkrav.
Selskabet, der bl. a. sælger lyntests, har nemlig 27-doblet årsresultatet fra 2019 til 2021.
I 2019 kom selskabet ud af året med et resultat på 1,8 mio. kr. efter skat. Til sammenligning afsluttede Apodan sidste år med en bundlinje på 48,75 mio. kr.
»Det har været det vildeste år rent arbejdsmæssigt. Vi blev kimet ned for at hjælpe med at skaffe overfladedesinfektion. Det har været en voldsom rejse for os, og det gik helt amok,« siger Apodans direktør og ejer, Morten Lodberg Petersen.
Apodan er et dansk firma, der siden 1960’erne har udviklet og solgt medicinsk udstyr til hospitaler, apoteker og kommuner. I dag sælger de til Danmark, Sverige, Norge, Finland, USA og Brasilien. Virksomheden er de seneste 25 år blevet drevet af Morten Lodberg Petersen.
Direktøren vurderer, at 60 pct. af den øgede indtjening under pandemien skyldtes salg af wipes til desinfektion af overflader og patienthygiejne, og de resterende 40 pct. salg af lyntests.
Apodan har under pandemien udviklet et produkt, der bliver benyttet ved vaccination i Norge. Det er desinfektions-wipes, der rengør armen, inden kanylen stikkes i huden.
Det har været det vildeste år rent arbejdsmæssigt. Vi blev kimet ned for at hjælpe med at skaffe overfladedesinfektion. Det har været en voldsom rejse for os, og det gik helt amok.
Morten Lodberg Petersen synes ikke, at Apodan har udnyttet krisen, men fortæller, at sundhedsvirksomheder bliver påvirket af samfundsvilkår, som f.eks. befolkningssammensætning, sygdomme, tilvækst i antallet af ældre eller som nu – en pandemi, hvor hele sundhedsindustrien eksploderede.
»Vi føler, at vi har gjort en god indsats og var parate til at agere på sundhedskrisen. På kort tid kunne Apodan etablere et beredskab, som opfyldte statens og private virksomheders behov inden for vores varekategorier,« fortæller direktøren og forsætter:
»Uden den parathed, villighed, arbejdsomhed, indsats og ofring, som vi har vist de seneste to år, ville ordrerne bare være gået til andre virksomheder.«
Morten Lodberg Petersen fortæller, at Apodans medarbejdere har gjort et enormt stykke arbejde, og at han selv har måttet undvære weekender og ferie for at kunne følge med under pandemien. Til trods for den store vækst i omsætningen har virksomheden stort set ikke ansat flere medarbejdere, hvilket har holdt omkostningerne nede og yderligere bidraget til de gode årsresultater.
Firmaet vil ikke informere om, præcis hvor mange lyntests det har solgt, men fortæller, at »det er et pænt tocifret millionantal.«
Apodan ser ikke resultatet for 2021 som den nye normal, men forventer at komme tilbage til mere almindelige tal fremadrettet.