Fortsæt til indhold

Rockwool-aktien styrtdykker efter Ruslands invasion

Med et dyk på 11,7 pct. er Rockwool den hårdest ramte aktie i det danske eliteindeks på dagen, hvor Rusland har invaderet Ukraine.

Det er ikke mere end fire måneder siden, at Rockwools topchef Jens Birgersson (tv.) mødtes med Leningrads guvenør Alexander Drozdenko og den danske ambassafør i Rusland Carsten Søndergaard i anledning af en nyhed om en fabriksudvidelse i Rusland. Nu er der en vis risiko for, at væksten i Rusland vil falde.Foto: PR
Erhverv

Milliardkoncernen Rockwool har haft en skidt dag på fondsbørsen, efter at det står klart, at et af koncernens helt store markeder har invaderet Ukraine. Aktien dykkede med 11,7 pct., som er det største fald i C25 torsdag.

»Rockwool har en stor eksponering mod Rusland, og derfor bliver aktien ekstra hårdt ramt. Rusland er Rockwools fjerde største marked,« siger Rockwool-analytiker fra Jyske Bank Janne Vincent Kjær.

Hele indekset var stort set uændret med et lille plus på 0,6 pct. klokken lidt i 16, men den endelige samlede lukkekurs udeblev pga. tekniske problemer hos Nasdaq.

Ukraine derimod er et mindre marked for Rockwool og har derfor ikke en så stor betydning salgsmæssigt.

Rockwool oplyser ikke regnskabstal for den russiske omsætning, men 18 pct. af koncernens samlede omsætning på 23 mia. kroner stammede i 2021 fra Østeuropa og Rusland.

Rockwool har fire fabrikker i Rusland og annoncerede så sent som i oktober en milliardudvidelse af en fabrikkerne.

Rockwool har torsdag selv kun yderst sparsomme kommentarer til eskaleringen af Ukraine-konflikten. René Tronborg, presseansvarlig i Rockwool, siger i en skriftlig kommentar:

»Vores russiske forretning er meget lokal-baseret, hvilket vil afbøde konsekvenserne fra nuværende, internationale sanktioner. Vi har tiltro til at vores altovervejende, lokale forsyningskæder vil fortsætte med at servicere vores fire fabrikker og mange russiske kunder.«

Rockwool er en energiintensiv virksomhed, så det risikerer at ramme virksomheden indirekte.
Janne Vincent Kjær, Rockwool-analytiker fra Jyske Bank

Også fra Janne Vincent Kjær er meldingen, at Rockwool ikke salgsmæssigt står til at blive direkte ramt af kommende sanktioner mod Rusland, fordi virksomheden har lokal produktion og også får de fleste råvarer leveret lokalt.

»Men Rockwool vil selvfølgelig blive påvirket af et fald i rublen,« siger hun.

Samtidig påpeger Rockwool-analytikeren, at en eskalering i energipriserne kan få en negativ effekt. Indtil videre har Rockwool haft succes med at sende regningen videre til kunderne, men det sker med en vis forsinkelse.

»Rockwool er en energiintensiv virksomhed, så det risikerer at ramme virksomheden indirekte i form af højere energiomkostninger.«

Som eksempel nævner Janne Vincent Kjær, at naturgas er steget mere end 50 pct.

»Hvis Ukraine-konflikten kommer til at udmønte sig i stigende energipriser generelt set i Europa, er der en risiko for, at vi kommer til at stå i et scenarium med høj inflation, der hæmmer den generelle vækst og dermed også byggeaktiviteten. Det er også med til at påvirke aktien negativt torsdag.«

Rockwool oplyser desuden, at koncernen har et salgskontor og ni medarbejdere i Ukraine. Kontoret er lukket torsdag, og medarbejderne er sendt hjem.

Artiklens emner
Byggebranchen
Rockwool