Fortsæt til indhold

Seaborg henter Per Mikael Jensen ind som PR-chef

Seaborg og søsterselskabet Hyme - der blandt andre har Anders Holch Povlsen som investor - opruster på kommunikation.

Per Mikael Jensen bliver ny kommunikationschef hos Seaborg og Hyme. Foto: Peter Hove Olesen / Politiken / Ritzau Scanpix
Erhverv

Det danske atomkraftselskab Seaborg og søsterselskabet Hyme har ansat Per Mikael Jensen som chef for intern og ekstern kommunikation, Public Affairs samt marketing, IR og PR.

Per Mikael Jensen, der tidligere har været adm. direktør for TV2 og CEO i Metro International, skal ”udvikle og drive den strategi for de udadvendte aktiviteter, som selskabet i takt med dets udvikling i stigende grad har brug for.”

»Vi er kommet langt i vores udvikling og er nu tæt på 100 ansatte. Det giver et øget pres for, at vi bliver endnu bedre til at fortælle om vores udvikling internt og eksternt, og samtidig øger indsatsen overfor partnere, investorer, ansatte og det omgivende samfund,« siger Troels Schönfeldt, co-founder og CEO i Seaborg.

Seaborg udvikler en ny generation af atomkraftanlæg, der ifølge selskabet er lige så lidt forurenende som vindkraft, som ikke kan anvendes til produktion af a-våben, og som i tilfælde af en meget kraftig ulykke eller terror ikke kan sprede stråling udover det begrænsede område, hvor anlægget ligger.

Søsterselskabet Hyme udvikler en teknologi, der gør det muligt at opbevare og gemme energi i smeltet salt, uanset hvilken kilde, energien stammer fra. En teknologi, som især vind- og solenergi ventes, at ville kunne få gavn af.

I december sidste år rejste Hyme 79 mio kr. fra investorer, herunder Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen gennem hans investeringsselskab Heartland.

»Jeg glæder mig vanvittigt meget til at arbejde med de kloge folk på Seaborg og Hyme. Jeg har længe været fascineret af selskabet, som - hvis og når vi lykkes - kan forandre kolossalt meget i den verden, vi kender. Det kan blive den energiform, der i store dele af verden for alvor gør os uafhængige af fossile brændstoffer,« siger Per Mikael Jensen.

Pengene fra den første investorrunde i Hyme skal bruges til at bygge et forsøgsanlæg for at demonstrere teknologien.

Seaborg arbejder derimod på at skabe fremtidens atomkraft - en flydende atomreaktorer der anvender smeltet salt sammen med opløst uran.

Til det formål har Seaborg fået trecifrede millionbeløb fra personer som Anders Holch Povlsen, den førende techinvestor Lukasz Gadowski og nymangemilliardæren David Helgason.

Artiklens emner
Atomkraft
Bestseller