Auction Group laver rekordresultat på trods af mangel på biler
Der er både positiver og negativer ved de lange ventetider på nye biler, lyder det fra brugtvognsplatformen Autoproff, der kan bryste sig af sit bedste resultat til dato.
Mange aktører i bilbranchen er lige nu i høj grad udfordret af lange ventetider på levering af biler og mangel på komponenter til nye biler. Det har fået efterspørgslen på brugte biler til at brage i vejret - og det har naturligvis vist sig gunstigt for virksomheder, der netop forhandler de brugte biler.
Én af disse er Autoproff, som driver en b2b-auktionsside for brugte biler.
I løbet af 2021 har Auction Group A/S, som står bag Autoproff, genereret et overskud på næsten 22 mio. kr. Det er en væsentlig forbedring af 2020-resultatet, som lød på 12,8 mio. kr. efter skat.
De fremgår af det seneste regnskab fra koncernen.
»Til trods for manglende supply på biler, så er det lykkedes os at komme ud af året med et rigtig godt resultat. Også til trods for, at vi har investeret rigtig mange penge i skalering af vores forretning med bl.a. en ny portal og nye medarbejdere,« siger Jesper Ratza, adm. direktør for Autoproff, og tilføjer:
»Vi er bestemt tilfredse med udfaldet.«
Og ikke nok med, at 2022 netop har budt på et rekordresultat, så blev det også året, hvor Autoproff blev værdisat til mere end 1 mia. kr. efter selskabet blev opkøbt af den tyske bilportal Autoscout.
»Vi skulle finde en stærk partner, som kunne være med til at gøre vores forretning stor hurtigt, og i stedet for bare at finde en stor kapitalfond, der kunne hjælpe os med penge, så var det vigtigere for os at finde en partner, der i forvejen havde mange bilforhandlere som kunder,« fortæller Jesper Ratza om salget.
Overtagelsen sker i en tid, hvor bilmarkedet er usædvanligt tilspidset - en situation, som Jesper Ratza bedst beskriver, som en »tosidet mønt.«
Ifølge ham er det svært at få folk til at sælge deres brugte biler, hvis ikke det er muligt at få fingrene i en ny bil med det samme.
Men samtidig beretter han også om flere og flere nyvognsforhandlere, der kaster sig over brugtvognsmarkedet. Og det er en fordel for portaler som Autoproff, der netop leverer brugte biler til forhandlere.
»På den ene side må vi indrømme, at situationen er noget skidt, for volumen er ikke lige så stor, som den plejer, men på den anden side er der rift om det, der er. Vi har øget vores kundemængde betragteligt,« fortæller han.
Jesper Ratza stiftede Autoproff i 2013 og har - indtil salget til Autoscout - selv være hovedaktionær i virksomheden samtidig med at han har siddet som adm. direktør.
Virksomheden har haft stor succes nærmest lige siden sin spæde start og tog hurtigt det danske marked med storm, og nu går man altså efter at blive den foretrukne portal på det europæiske marked også, fortæller Jesper Ratza.


