Fortsæt til indhold

Er igang med kæmpe fusion: Selected Car Group køber tysk bilhus

Selected Car Group er en af de mest erfarne spillere på det danske leasingmarked.

Jacob Brunsborg og Torben Østergaard- Nielsen er i gang med fusinere deres to bilselskaber til ét. Arkivfoto: PR/Selected Car Group
Erhverv

Midt i en fusion blandt to af Danmarks rigeste familier har den danske bilkoncern Selected Car Group opkøbt endnu et bilhus.

Der er tale om det tyske selskab Holden Car med en årlig omsætning på omkring 200 mio. kr.

Prisen for handlen er ikke oplyst, men købet sikrer det fremadstormende bilhus markedsandele og styrker selskabets position indenfor luksus- og specialbiler.

For lidt over en måned siden offentliggjorde Selected Car Group, der er ejet af milliardær Torben Østergaard-Nielsen, en fusion med Jysk-familiens Solid Leasing. Sammenlægningen gør selskabet til Danmarks største indenfor investering og leasing af premium-biler, og med opkøbet af tyske Holden Car bliver Selected Car Group nu endnu større.

»Holden Car en ambitiøs virksomhed, som har opbygget et solidt indkøbsnetværk i hele Europa –hovedsageligt i Tyskland. At vi kan udvide Selected Car Group med dets spidskompetencer inden for køb og salg af biler til især leasing, styrker vores position betydeligt,« udtaler Ulrik Larsen, direktør for Selected Car Group, i en pressemeddelelse.

Holden Car er grundlagt af Michael Holden. Selskabet har de seneste fem år været underleverandør til Selected Car Group, og derfor er kendskabet mellem de to virksomheder heller ikke nyt. Siden 2017 har Holden Car leveret 700-800 luksusbiler til den danske bilkoncern.

»Jeg kan ikke forestille mig en mere optimal løsning end denne, hvor alle parter får det bedste af begge verdener. Jeg fortsætter mit virke her fra Flensborg – og vil fortsat kunne levere biler af høj international klasse. Samtidig bliver jeg ansat hos Selected Cart Group og bliver dermed del af en knivskarp koncern. Det bliver som at komme hjem igen, men i en opdateret udgave,« siger Michael Holden.

Sideløbende med opbygningen af Holden Car har Michael Holden desuden været en del af Selected Car Group fra 2009 til 2017.

Holden Car servicerer både privatpersoner, virksomheder og leasingselskaber.

Artiklens emner
Bilbranchen
Selected Car Group