Milliardkoncernen Stibo Group fyrer topledelsen
I fredags blev der muget ud i topledelsen hos Stibo Group. Både adm. direktør Sten Dyrmose og økonomichef Søren Strøm mødte ind til en fyreseddel.
I fredags blev det annonceret internt i milliardkoncernen Stibo Group, at bestyrelsen har ryddet op i det allerøverste ledelseslag af koncernen.
Adm. direktør Sten Dyrmose og økonomichef Søren Strøm er nemlig blevet fyret med øjeblikkelig virkning.
»Det er skidt, hvis en virksomhed har for lidt ledelse, men det er måske værre, hvis den har for meget. Det er en afvejning af, at tingene kunne køre ligeså godt uden det øverste lag,« siger bestyrelsesformand Per Asmussen om fyringen.
Per Asmussen forklarer, at Stibo Group ønsker en fladere struktur med højere effektivitet. Milliardkoncernen har datterselskaberne Stibo Systems, Stibo Complete og Stibo DX, der opererer indenfor software- og trykkeribrancherne. Datterselskabernes direktører skal nu referere direkte til bestyrelsen.
»Vi har fundet, at ledelseslaget i Stibo Group godt kan undværes,« siger bestyrelsesformanden og nævner, at fyringerne ikke sker på baggrund af en konkret årsag, men pga. en general betragtning.
Koncernen har ikke lavet en omrokering i de lavere ledelseslag, da bestyrelsen mener, at datterselskabernes direktører har den bedste føling med, hvad der sker i hver enkelte virksomhed
Det er lidt specielt at fyre den øverste topledelse i stedet for at lave rokader. Det kan jeg ikke helt forstå. Hvorfor er det lige de to, der fyres?
»Det er en afvejning af, hvem der var vigtigst for forretningen fremover.«
Og der mente i ikke, at direktøren og økonomichefen var de vigtigste?
»Vi mente, at dem der var tættest på forretningen var vigtigst, og derfor valgte vi at beholde dem.«
Sten Dyrmose har siddet ved styrepinden i knap et år, mens Søren Strøm kom til Stibo i november 2020 efter en stilling som økonomichef hos Maersk Line. De to afskedigede chefer skal nu i gang med overleveringen af deres opgaver.
Det var ikke muligt at få yderligere information om topchefernes afskedigelsesaftaler.
Sten Dyrmose har ingen kommentar og Søren Strøm har ikke vendt tilbage på Finans’ henvendelse.

