Dansk cykelbrand har tidoblet overskuddet på to år
Forretningsideen bag selskabet Pas Normal Studios har vist sig at kunne hive det ene rekordregnskab efter det andet hjem.
Cykeltøj uden et eneste logo.
Det kan virke helt forkert, når landevejens cykelister som regel er klistret til i reklamer og sponsorlogoer, men for det danske cykelbrand Pas Normal Studios er det reklamefri cykeltøj en stor del af årsagen til den voksende succes.
Brandet blev stiftet i 2014 af direktør Peter Lange, Tommy Petersen og designeren Karl-Oskar Olsen, der også står bag modebrandet Wood Wood. Siden etableringen har stifterne fokuseret på at gøre cykeltøjet funktionelt og motiverende.
Samtidig har Peter Lange og Karl-Oskar Olsen innoveret branchen ved at øge fokus på design og bruge færre logoer. Det betyder, at Pas Normal Studios’ eget logo er det eneste, der findes på det moderigtige cykeltøj.
»Vi kan ikke forhindre at nogle bliver inspireret af det, vi bygger, ligesom vi også selv gør. Derfor skal vi blive ved med at udvikle os. Heldigvis har vi forskellige parametre, vi kan skrue på, i forhold til materialevalg og design,« har direktør Peter Lange tidligere udtalt til Finans.
Et nyt regnskab viser da også, at Pas Normal Studios er blevet lukrativ forretning. På bare to år har selskabet mere end tidoblet sin bundlinje og ramt en trecifret millionomsætning.
I 2021 tjente Pas Normal Studios mere end 26 mio. kr. efter skat. Bruttofortjenesten voksede fra 19 mio. kr. til 46 mio. kr.
Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Peter Lange og Karl-Oskar Olsen.
Siden etableringen har Pas Normal Studios åbnet butikker i både København, Spanien og Taiwan.
Udover stifterne købte to af dansk erhvervslivs største profiler sig ind i Pas Normal Studios i 2020. Det skete, da den dengang afgående topchef for energikæmpen Ørsted, Henrik Polusen, og Morten Hummelmose, der i mange år har været partner i EQT og blev milliardær, da selskabet gik på børsen, hver købte 10 pct. af selskabet for et ukendt beløb.
Pas Normal Studios har tidligere fortalt, at det i 2021 forventede en omsætning på 100 mio. kr.
Selskabet oplyser i regnskabet ikke sin omsætning, og det er derfor ikke muligt at se den reelle omsætning for året.