Erhverv

Dansk hit solgt i milliardhandel: Investorerne flokkes om de bedste spilfirmaer

De helt tunge investorer flokkes nu om spilbranchen, hvor priserne på de bedste firmaer bydes op i meget høje niveauer. I dette brandvarme marked er danske Sybo Games nu handlet for et milliardbeløb.

Artiklens øverste billede
Sybo Games og spillet Subway Surfers er solgt for et milliardbeløb i et marked præget af ekstremt høje priser.

Prisen på de bedste spilfirmaer er den seneste tid presset op i ekstremt høje niveauer.

Derfor er det logisk, at det er en international aktør, der nu har slået kløerne i danske Sybo Games, som står bag blockbusteren Subway Surfers.

Sybo Games er solgt for et ukendt milliardbeløb til spilfirmaet Miniclip, der til stede i otte lande og har hovedkvarter i Schweiz. Miniclip er ejet af den kinesiske gigant Tencent.

»Der ruller en konsolideringsbølge gennem spilbranchen, og markedet er så hysterisk og priserne så høje, at lokale aktører har vanskeligt ved at deltage. Det seneste år (før salget af Sybo Games, red.) er der købt danske spilstudioer for et anslået beløb på 1 mia. kr. Køberne har i langt de fleste tilfælde været store udenlandske aktører,« fortæller Jesper Krogh Kristiansen, spilkonsulent hos Vision Denmark.

Der er formentlige flere forklaringer på de voldsomme prisstigninger på spilfirmaer.

»Spilbranchen er vokset til en størrelse, hvor selv konventionelle investorer begynder at interessere sig for området og gerne vil have det med i porteføljen. Samtidig er sværvægtere som Sony og Microsoft begyndt at fokusere på abonnementsbaserede spiltjenester, hvor man betaler et månedligt beløb for at få adgang til en portefølje af spil. Man vil naturligvis gerne købe rettighederne til de bedste spil for at gøre sin portefølje så attraktiv som muligt for abonnenterne,« forklarer Jesper Krogh Kristiansen.

Et eksempel på de tunge investorer, der nu tiltrækkes af spilbranchen, er Saudi Arabiens nationale investeringsfond, som for nylig investerede 7 mia. kr. i den svenske spilkoncern Embracer Group.

Jesper Krogh Kristiansen betegner Sybo som en af de helt tunge drenge i den danske spilbranche. Subway Surfers har i år 10 års jubilæum. Spillet er downloadet mere end 3 mia. gange, hvilket er verdensrekord, og har en brugerbase på omkring 35 mio. spillere.

»De har en ret unik position og har været med til at kickstarte mobilsiden af spiludvikling i Danmark. Miniclip har specialiseret sig i meget ”casual” spil, som måske mangler lidt kant eller genkendelighed i et stort marked. Her kunne Sybo være et godt match, idet de netop har mange erfaringer med at skabe og udbygge et bestemt spilunivers og få det til at skille sig ud,« påpeger Jesper Krogh Kristiansen.

Sybo Games udviklede i sin tid Subway Surfters sammen med spilfirmaet Kiloo, og de to virksomheder delte i mange år rettighederne. For et par år siden lavede de to parter et rent snit, så Sybo siden har stået for alt omkring mobilversionen af Subway Surfers.

»Den opsplitning har nok været en forudsætning for at gøre Sybo Games salgbar,« vurderer Jesper Krogh Kristiansen.

Han fastslår, at Sybo har leveret et fantastisk hit med Subway Surfers.

»Det er meget sjældent at se et spil, der stadig præsterer så stærkt 10 år efter lanceringen. Det er sindssygt stærkt. Man kan dog mene, at Sybo mangler at bevise, at de har mere end et hit i sig – at de kan gentage succesen. Lidt drillende kan man sige, at de mangler at bevise, at de vidste, hvad de gjorde, dengang de lavede Subway Surfers. Det er frækt at sige, for de vidste det nok. De har jo vist en formidabel evne til at videreudvikle spillet,« siger Jesper Krogh Kristiansen.

Omsætningen i den danske spilbranche blev i 2020 mere end fordoblet til 3,2 mia. kr. Der er endnu ikke tal for 2021, men branchen har potentiale for mere vækst, selv om der er en væsentlig begrænsende faktor.

»Finansielt er branchen i en guldalder, hvilket virksomhedshandlerne også vidner om, men der mangler medarbejdere. Hvis man får en stor ordre, kan man ikke bare rekruttere 100 nye medarbejdere. Det er miljøet simpelthen ikke stort nok til i Danmark. Derfor ser vi eksempler på, at danske spilvirksomheder udvider med filialer i udlandet,« fortæller Jesper Krogh Kristiansen.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.