Flykaos på vej i SAS: Strejke rammer tusindvis af rejsende
SAS og piloterne er ikke nået til enighed om en aftale. SAS-piloterne går i strejke, oplyser SAS-topchef. Strejken vil berøre 30.000 passagerer om dagen.
Forhandlingerne mellem SAS og næsten 1.000 piloter er brudt sammen. Det har resulteret i, at SAS-piloterne har valgt at gå i strejke. Det oplyser Anko van der Werff, topchef i SAS, foran forligsinstitutionen i Stockholm mandag middag.
»Det er sjette gang de seneste 12 år, at piloterne strejker. Der er en strejkekultur i det her selskab,« sagde Anko van der Werff.
Det er ca. 1.000 danske, svenske og norske SAS-piloter fra SAS’ hovedselskab SAS Skandinavien, der har valgt at gå i strejke. Konflikten har ulmet igennem længere tid, og den bunder i, at overenskomsten mellem parterne udløb den 1. april. Det fik tidligere SAS-piloterne til at udsende et strejkevarsel, og SAS svarede igen med et lockout-varsel.
SAS-piloterne havde oprindelig varslet strejke fra onsdag i sidste uge, men parterne blev gentagne gange enige om at udskyde fristen. Den seneste frist var sat til klokken 12.01 i dag, og her lykkedes det så ikke parterne at nå til enighed.
Strejken kommer, efter SAS igennem en længere periode har befundet sig i en dyb krise. Selskabet måtte have hjælp for at komme igennem coronakrisen, og de mørke skyer har igen trukket sig sammen over selskabet i en grad, så ledelsen har talt om, at selskabet måske ikke kommer i mål med sin overlevelsesplan.
Tidligere har Anko van der Werff udtalt, at en strejke ville være at gamble med selskabets fremtid. Selskabet kæmper i øjeblikket med at konvertere gæld til aktier og for at finde nye investorer til at gennemføre sin overlevelsesplan, og dette arbejde er ikke blevet gjort lettere af en strejke, lyder det fra topchefen.
»Hvordan skal vi tiltrække investorer, når piloterne strejker midt i en højsæson?« sagde Anko van der Werff.
SAS anslår, at strejken vil ramme ca. 50 pct. af alle selskabets afgange, og at det vil berøre op mod 30.000 passagerer om dagen. Årsagen til, at det ikke er alle SAS-afgange, der bliver ramt, er, at piloterne i SAS-selskaberne SAS Link og SAS Connect ikke strejker. Derudover benytter SAS sig også af underleverandører på et antal afgange, og disse vil heller ikke blive berørt.
Anko van der Werff erklærede, at man fra SAS’ side er klar til at genoptage forhandlingerne.
»Vores dør er åben,« lød det fra SAS-topchefen.



