Flying Tiger-ejer i en tid med fokus på el-biler: Investeringsselskab overtager 184 danske tankstationer
Tre tidligere Axcel-partnere, som i fjor overtog detailkæden Flying Tiger Copenhagen, fortsætter investeringerne. Nu ved at overtage majoriteten af Go'on med 184 salgssteder af benzin og diesel.
Den nye ejer bag detailkoncernen Flying Tiger Copenhagen fortsætter investeringerne. Nu overtages majoriteten af et selskab, som driver 184 danske tankstationer. Det sker netop i en tid med store forandringer i den branche - i takt med, at antallet af elbiler øges hastigt.
Investeringsselskabet Treville indgik i februar 2021 en handel, så Flying Tiger Copenhagen med 858 butikker i 27 lande blev overtaget fra den hidtidige hovedaktionær, kapitalfonden EQT. Bag Treville står tre tidligere Axcel-partnere, Casper Lykke Pedersen, Lars Thomassen og Nikolaj Vejlsgaard.
Treville bliver nu største aktionær i Go’on Gruppen A/S, der gennem 13 år har været ejet af Hanssen-familien i Vejle, som også står bag en række andre investeringer.
Go’on driver 184 ubemandede tankstationer rundt om i landet med fokus på salg af benzin og diesel til bilister. Selskabets strategi har især været at etablere sig i lokalsamfund og byer, som de multinationale selskaber har valgt fra.
I 2021 omsatte Go’on Gruppen for 1,3 mia. kr. og fik et overskud før skat på 90 mio. kr.
Medstifter og partner Casper Lykke Pedersen i Treville erkender, at der er tale om en investering i en branche under store forandringer. Ikke mindst i takt med et øget fokus på elbiler og andre nye brændstofløsninger til biler.
»De muligheder, der er i en sådan aftale med den ballast og position, som Go’on har i markedet, er interessant for os. Brændstof og infrastrukturen omkring det spiller en vital og central rolle. Det gør den i dag, og det vil den også gøre i fremtiden - blot i en grønnere udgave,« mener Casper Lykke Pedersen.
Adm. direktør Mick Kjær i Go’on Gruppen A/S mener, at der er tale om en god løsning for selskabet med Treville som hovedaktionær, mens Hanssen-familien også fortsat er med i ejerkredsen efter handlen.
Han udtrykker samtidig tilfredshed med, at selskabet fortsætter under dansk ejerskab.
»I de dialoger, som vi har haft med Treville, er det blevet tydeligt, at begge parter ser muligheder fremfor udfordringer i den fremtid, der tegner sig. Salget er slet ikke et punktum for os, men blot et komma,« udtaler Mick Kjær i en meddelelse om handlen.
Parterne ønsker ikke at oplyse købspris for aktierne eller andre detaljer og betingelser i handlen.
Hos Hanssen Holding fastslår ejer Søren Hanssen, at årene med Go’on har været »både spændende og udfordrende«, siden den første tankstation blev åbnet i 2009.
»Nu er selskabet klar til næste naturlige skridt, og vi ser frem til nu som minoritetsaktionær, at følge Go’ons videre udvikling i en spændende fremtid med mange muligheder,« udtaler Søren Hanssen.


