Forstå de svimlende tal: Så meget tjener A.P. Møller-Mærsk
På tre måneder har A.P. Møller Mærsk tjent mere, end Novo Nordisk gjorde i hele 2021.
A.P. Møller-Mærsk er godt på vej til igen at skrive danmarkshistorie, når det kommer til at tjene penge. Mærsk er tordnet igennem årets 2. kvartal med et nettoresultat på 8,6 mia. dollars svarende til 62,6 mia. kr.
Når tal når op i denne størrelsesorden, kan det hurtigt blive svært at forholde sig til, så i denne artikel vil vi forsøge at gøre det store tal lidt nemmere at håndtere for de små grå.
Hvis vi begynder med en klassiker i disciplinen at sammenligne, svarer det overskud, som Mærsk har hentet hjem på tre måneder, til 1,6 Storebæltsbroer. Det er vel at mærke, når man regner i 2020-priser. Med den seneste udvikling i inflationen er tallet reelt noget større.
Indstiller man lommeregneren til en anden gængs metode til at gøre tallet nemmere at forholde sig til, svarer nettoresultatet på 62,6 mia. kr. til, at Mærsk hver eneste af de 91 dage i 2. kvartal har tjent 688 mio. kr.
Hvis man skal være lidt mere poppet, kan man sammenligne det med den største lottogevinst, der nogensinde er vundet i Danmark. Denne rekord lyder på 759 mio. kr. Altså har Mærsk i 2. kvartal tjent 71 mio. kr. mindre end danmarkshistoriens største lottogevinst – hver eneste dag.
I det danske erhvervsliv har Novo Nordisk længe været den ubestridte nummer 1, når det kommer til evnen til at generere de største overskud. Denne titel mistede Novo Nordisk i 2021 til Mærsk. Her tjente Mærsk, hvad der svarede til 118 mia. kr., mens Novo Nordisk tjente 47,8 mia. kr. Altså har Mærsk på tre måneder tjent næsten 15 mia. kr. mere, end Novo Nordisk gjorde på et helt år.
Kaster man et blik ud over de andre børsnoterede danske selskaber og deres markedsværdi, ville man for de penge, Mærsk har hentet i 2. kvartal, kunne købe ISS og Jyske Bank og stadig have penge i overskud til også at lægge FLSmidth i indkøbskurven, når man nu var i gang.
Markedsværdien af de tre selskaber lød med lukkekursen tirsdag nemlig på henholdsvis 23,8 mia. kr., 25,5 mia. kr. og 11,5 mia. kr. Tilsammen løber det op i 60,8 mia. kr.
Hvis man så til slut skal sammenligne Mærsk med sig selv, tjente Mærsk i april, maj og juni, hvad der svarer til 53 pct. af hele nettoresultatet fra 2021.
»Mærsks ekstreme indtjeningsudvikling betyder, at nettoresultatet for 2022 kan lande over 200 mia. kr., og Mærsk får efterhånden det imponerende rekordregnskab fra 2021 til at ligne et halvårsregnskab,« skrev Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker hos Sydbank, i en kommentar, efter at Mærsk tirsdag opjusterede forventningerne forud for selve regnskabet.
Mio. dollars | Q2 2022 | Q2 2021 |
Omsætning | 21.650 | 14.230 |
EBITDA | 10.327 | 5.064 |
EBIT | 8.988 | 4.084 |
Resultat før skat | 8.785 | 3.898 |
Resultat efter skat | 8.621 | 3.746 |