Lars Larsen Group køber Bent Fabricius-Bjerres tidligere ejendomsportefølje
Lars Larsen Group satser på »historiske ejendomme med sjæl og karakter« med ny investering.
Lars Larsen Group, der er ejet af arvingerne til Jysk-koncernen, har kastet sin kærlighed over ejendomsinvestering - og som et led i at accelerere sin nye investeringsstrategi har gruppen netop overtaget en portefølje, der indeholder ejendomme for et trecifret millionbeløb.
Der er tale om i alt otte ejendomme i København, som tidligere var ejet af den nu afdøde komponist Bent Fabricius-Bjerre.
Selskabet, der nu har navnet LLG Alleycat efter komponistens kendte musikstykke ”Alleycat”, var imidlertid ejet af familieselskabet Vision Ejendomme fra december 2021 og frem til nu.
Cathrine Bakke Ahlmann, der er ansvarlig for ejendomsinvesteringer ved Lars Larsen Group, understreger, at opkøbet bunder i gruppens nye vision omkring ejendomsinvestering.
»Opkøbet er en del af Lars Larsen Groups strategi om at skalere op på ejendomsinvesteringsområdet. Vi har desuden et ønske om, at skabe en mere diversificeret ejendomsportefølje med flere bolig- og kontorejendomme. Den strategi passer de pågældende ejendomme godt ind i,« siger hun i et skriftligt svar og tilføjer:
»Det er ældre, historiske ejendomme med sjæl og karakter, og vi ser dem som en stærk tilføjelse til vores nuværende portefølje.«
Det er uvist, præcis hvad Lars Larsen Group har måtte punge ud for at overtage de i alt otte ejendomme, hvoraf de fleste er større etageejendomme, men den oprindelige købspris overstiger sammenlagt mere end 600 mio. kr.
Alle ejendommene ligger i København K.
| Ejendom | Størrelse (m2) | Købspris |
|---|---|---|
| Hauser Plads 10 | 404 | 33,8 mio. kr. |
| Klosterstræde 23 | 396 | 95 mio. kr. |
| Nyhavn 43 | 1150 | 167 mio. kr. |
| Toldbodgade 31 | 733 | 143 mio. kr. |
| Hyskenstræde 10 | 167 | 34 mio. kr. |
| Admiralgade 17 | 182 | 41 mio. kr. |
| Knabostræde 30 | 191 | 47 mio. kr. |
| Nyhavn 14, st | ukendt | 79 mio. kr. |
Lars Larsen Group er ejet af familien efter den nu afdøde Jysk-stifter Lars Larsen. Foruden Jysk, ejer selskabet også en række andre virksomheder i et bredt spænd af forskellige brancher.
I seneste regnskabsår omsatte Lars Larsen Group for mere end 32,7 mia. kr. og genererede et overskud efter skat på over 4,9 mia. kr.

