Fortsæt til indhold

René Sindlev forhandler om frisk kapital til Dr. Smood

En opskrivning og kapitalindsprøjtning skal hæve værdien for den amerikanske cafékæde Dr. Smood, som er ejet af René Sindlev.

René Sindlev skabte sin formue på aktier i smykkevirksomheden Pandora. Foto: RS Group
Erhverv

Der har været store udsving i resultaterne fra år til år i René Sindlevs holdingselskab, RS Group - og i år er ikke nogen undtagelse.

Knap 8 måneder efter, at Pandora-milliardæren meldte ud, at han ville lukke selskabet med aktiver for omkring et milliardbeløb, præsenterer RS Group et underskud på ca. 56 mio. kr.

Det er en væsentlig forbedring fra 2020, hvor resultatet lød på negative 228,9 mio. kr.

Det viser seneste regnskab fra RS Group.

Det er gennem holdingselskabet, der blev stiftet i 1997, at René Sindlev har ejerandele i 10 danske selskaber. Det er også herigennem, at han ejer den amerikanske cafékæde Dr. Smood, som ifølge regnskabet er årsagen til den røde bundlinje i år.

»Årets resultat er væsentligt påvirket i negativ retning af en nedskrivning i værdien af kapitalandele i datterselskabet Dr. Smood ApS,« skriver ledelsen i regnskabet.

Forventningen er imidlertid, at nedskrivningen bliver modsvaret af en opskrivning i det indeværende år, og baggrunden for dette er igangværende forhandlinger med investorer omkring en kapitalindsprøjtning, der skal hæve Dr. Smoods værdi.

RS Group blev tilbage i december sendt i likvidation - altså en frivillig opløsning af selskabet - og det er, ifølge ledelsen, et resultat af en planlagt omstrukturering af selskabet.

Præcis, hvad der skal ske med de ti danske selskaber, som RS Group ejer, efter opløsningen, er endnu uvist.

Dr. Smood blev sendt i tvangsopløsning af Erhvervsstyrelsen d. 12. august 2022, fordi virksomheden ikke efterkom et krav fra styrelsen om at rette i årsrapporten fra 2020 inden fristen for at foretage ændringer udløb.

Artiklens emner
RS Group
René Sindlev