Det er på alle måder positivt for både arbejdsplads og ansatte, hvis direktøren bor tæt på virksomheden
Både arbejdsgiver og ansatte drager gavn af at direktøren bor tæt på arbejdspladsen. Såkaldte naboskabschefer er en gevinst for de ansattes trivsel og kan højne engagement og arbejdsindsatsen på jobbet, lyder det i en rapport fra Københavns Universitet.
Har du mødt direktøren på skolegangen? Eller måske i supermarkedets grøntafdeling?
Hvis svaret er ja, kan det være en gevinst for trivslen på arbejdspladsen - og endda betyde gode tal på bundlinjen.
En rapport fra KU viser nemlig, at det gavner arbejdsmiljøet, hvis den adm. direktør er en såkaldt naboskabschef. Og hvad er det så?
»Det dækker over den sociale interaktion. Det, der driver det her, er, at direktøren bor tæt på virksomheden, og derfor møder medarbejderne i forskellige situationer. Jo mere folk interagerer med hinanden, jo mere bliver det overført til virksomheden, og dermed kommer virksomheden til at blive drevet bedre,« siger Morten Bennedsen, professor i økonomi ved Københavns Universitet og én af forfatterne bag rapporten.
Hovedbudskabet er altså, at jo tættere direktøren bor på virksomheden, desto mere engageret er vedkommende i de ansattes trivsel.
Udover at være godt for trivslen, tyder det på, at det ligeledes kan gavne bundlinjen. I hvert fald er der korrelation - altså et sammenfald - mellem de to.
»Vi viser med rapporten, at naboskabet skaber mere tilfredse medarbejdere og et sundere og bedre arbejdsmiljø. Det øger produktiviteten, fordi folk er mere engagerede. Måske den fysiske arbejdsevne også er bedre – hvis man er gladere for at gå på arbejde, yder man måske også en bedre indsats. Det er oplagt at produktiviteten kan stige den vej, og det er konsistent med at virksomheder med et godt arbejdsmiljø også klarer sig bedre på bundlinjen og laver større overskud,« siger Morten Bennedsen.
Om virksomhederne først har god trivsel og så en sund bundlinje - eller om det fungerer den anden vej rundt - kan man ikke udlede af rapporten.
Sikkert er det dog, at virksomheder, der har et godt arbejdsmiljø, ofte også har en sund bundlinje.



