Rekordår for Wordfeud - ejeren tjener fortsat store millionbeløb
Det startede som hobbyprojekt for en nordmand, og i dag er Wordfeud en millionforretning
Én modstander, tilfældige bogstaver og forskellige point. Spilleren, der formår at danne de bedste ord til flest point, tager sejren.
Det er humlen i Wordfeud, der er et online puslespil med ord.
Det hele startede som et hobbyprojekt for norske Håkan Bertheussen i 2010, og i dag er han blevet millionær på spillet.
Skaberen af Wordfeud opfandt online pendanten til brætspillet Scrabble for 12 år siden. Og selvom spillet har været på appstore længe, er der igen rekord i årsresultatet.
Grundlæggeren har tjent over 108 mio. norske kr. på appen sidste år, det svarer til godt 82 mio. danske kr., skriver det norske Dagens Næringsliv.
Wordfeud har i dag mere end 30 mio. ordglade brugere og er oversat til ti sprog. Bare to uger efter lanceringen i 2011 sagde Håkan Bertheussen sit job op for at arbejde fuldtid på appen, oplyser Dagens Næringsliv.
Håkon Bertheussen og hans investeringsselskab, Bertheussen Invest, havde i slutningen af 2021 en egenkapital på mere end 241 mio. På bare et år voksede kapitalen med 63 mio. danske kr., da den året forinden lød på godt 178 mio. kr. På trods af de mange millioner udbetalte nordmanden sidste år kun 3 mio. danske kr. til sig selv.
I Danmark er der også en app med enorm succes. Det er spillet Subway Surfers, som i 2021 var verdens mest downloadede spil - ni år efter man for første gang skulle få figuren Jake til at løbe på togbaner og undvige forhindringer.
Appen var i starten af året downloaded mere end 3 mia. gange. Danske Sybo Games, der står bag Subway Surfers, blev solgt for et ukendt milliardbeløb tilbage i juni 2022. Køberen er spilfirmaet Miniclip, der er ejet af kinesiske Tencent.


