Britt Meelby Jensen skal have bugt med kurskrise, mistillid og over 20.000 kommentarer fra medarbejderne

Britt Meelby Jensen er på en stor opgave som adm. direktør i Ambu, der slås med faldende indtjening, vingeskudte drømme og manglende tillid.

I 8. klasse skød hun mærker i tøj, lagde bunker af tøj sammen og gjorde rent på en trikotagefabrik i Midtjylland.

Nu er hun topchef i et af landets mest omdiskuterede selskaber og får i den grad brug for sin evne til at få sat ting i system og rydde op.

Efter i flere år at have været en darling blandt investorerne med store kursstigninger til følge er Ambu blevet et selskab i en historisk stor krise.

Tilliden til selskabet er efter syv nedjusteringer på få år forsvundet. Foran hende ligger en svær kamp for at bevise, at hun er den rigtige til at bringe Ambu ud af moradset og et sted hen, hvor selskabet realiserer det store potentiale, der i årevis er blevet talt om.

»Jeg går rigtig meget op i selv at stå på mål for de beslutninger, jeg træffer. Det gælder også de svære beslutninger,« fastslår Britt Meelby Jensen.

»Da vi besluttede at fyre medarbejdere, og det var sindssygt svært, var det vigtigt for mig, at jeg stillede mig op og forklarede, at det var min beslutning, og hvorfor jeg havde truffet den.«

Hun tiltrådte officielt som adm. direktør i Ambu den 20. maj 2022. Mindre end tre måneder senere fyrede hun 200 ansatte som led i en større spareplan.

Det skete ud fra ambitioner om at få styr på omkostningerne i en virksomhed, der under den tidligere topchef, Juan Jose Gonzalez, havde investeret store summer. Investeringerne var sket i en jagt på at brede selskabets store succes med engangsendoskoper, der bruges til kikkertundersøgelser af f.eks. de øvre luftveje, ud til en række ny områder.

Jeg forsøger overhovedet ikke at fralægge mig mit ansvar fra min tid i bestyrelsen.

Britt Meelby Jensen, adm. direktør i Ambu

Men det endte med et resultat, hvor indtjeningen stort set er forduftet, mens omkostningerne er braget i vejret.

Britt Meelby Jensen har i den grad et medansvar for den udvikling. For efter ansættelsen af Juan Jose Gonzalez i foråret 2019 indtrådte hun nemlig i Ambus bestyrelse.

Rollen som bestyrelsesmedlem blev ændret til adm. direktør, efter at hun som topchef i det svenske medicoselskab Atos Medical havde spillet en helt central rolle i salget til Coloplast for 16 mia. kr.

»Jeg går meget op i, at man påtager sig et ansvar, når man er med til noget,« lyder det fra Britt Meelby Jensen.

Hun er i færd med lægge sidste hånd på den store strategi, der forventes præsenteret tirsdag den 15. november.

Den forrige strategi var baseret på en grundlæggende antagelse om, at markedet for engangsendoskoper udviklede sig hurtigt, og at udviklingen fandt sted lige nu og her. Derfor var strategien, at det krævede massive investeringer, så andre ikke ville tage lederskab over området.

Problemet var, at det langtfra gik så stærkt i markedet, som Ambu-toppen havde antaget. Selskabet tog imidlertid ikke konsekvensen og fortsatte i stedet de aggressive investeringsplaner. Selv siger Britt Meelby Jensen, at hun ikke ville have eksekveret strategien på samme måde.

»Jeg forsøger overhovedet ikke at fralægge mig mit ansvar fra min tid i bestyrelsen, men du kan heller ikke sidde i en bestyrelse og hele tiden synes, at strategien skal eksekveres anderledes, for så er det en anden diskussion. Vi endte jo også med, at bestyrelsen valgte at skifte ud. Det gjorde vi, fordi bestyrelsen ville have noget andet,« siger Britt Meelby Jensen.

Man har lært, at tiden med en femårsplan, der først afløses af en ny plan fem år senere, nok er ved at være en saga blot.

Omgivelserne bevæger sig hurtige og er langt mere forudsigelige, end hvad de har været de seneste årtier. Det gælder, uanset om man taler coronakrisen, krigen i Ukraine, forsyningssikkerhed, inflation og rentestigninger eller energikrise.

»Når tingene ikke går som planlagt, er det jo netop vigtigt, at man er ekstremt tæt på kunderne og kan se, hvad der foregår. Og der skal man være i stand til at justere. Det er det, jeg mener, når jeg taler om behov for bedre eksekvering,« siger Britt Meelby Jensen.

»På det operationelle plan blev der simpelthen ikke justeret tilstrækkeligt i forhold til de signaler, der var i markedet. Dertil kom covid-19, der måske også gjorde, at man burde have justeret noget mere.«

Britt Meelby Jensen har altid kunnet lide at arbejde med scenarier, samtidig med at man er ambitiøs.

»Hvis ikke du er ambitiøs og sætter høje mål, der er svære at nå, så når du i hvert fald heller aldrig derhen. Det betyder så også bare, at man i min rolle er nødt til at være meget tæt på, hvad der sker og være klar til at justere løbende. Hvis du kører efter plan A, og tingene ikke udspiller sig som forventet, er man nødt til som organisation at kunne tilpasse sig,« siger hun.

Med egne ord har hun påtaget sig opgaven, »velvidende at det er en stor udfordring, fordi tilliden til selskabet er ret slidt.«

»Det er klart, at jeg er nødt til at agere derefter. Omvendt gik jeg også ind i rollen som adm. direktør, fordi jeg ser et enormt potentiale. Jeg tror indædt på, at man kan gøre denne virksomhed meget succesfuld, hvis man eksekverer anderledes,« siger hun.

Det er ikke nogen hemmelighed, at din forgænger brugte meget af sin tid på sit eget kontor, så det handler vel for dig om også at være synlig i organisationen og vise, at du rent faktisk interesserer dig for, hvad medarbejderne laver?

»Ja, lige præcis. At være en god leder handler også om at kende sin forretning. Derfor har jeg brugt meget af min første tid på at møde kolleger og kunder. Vi har vores hovedkontor i Ballerup, men mere end 98 pct. af vores salg foregår uden for Danmark, og vores produktion og en del af vores innovation er jo også uden for Danmark. Derfor skal man passe på ikke at blive for hovedkontorscentreret,« siger Britt Meelby Jensen.

Hun mener, at der ligger et dilemma i, at Ambu som selskab har været meget ambitiøst, men ikke har kunnet levere.

»Det betyder, at jeg som leder skal passe ekstra meget på ikke at gøre det samme. Omvendt skal jeg også være meget opmærksom på ikke at falde over i den anden grøft, for selvfølgelig skal vi som organisation stadig gøre vores bedste og løbe efter det kæmpe potentiale, vi har,« siger Britt Meelby Jensen.

For hende er opgaven derfor heller ikke bare at komme ind som ny adm. direktør og så ellers fortælle organisationen, at der nu skal gøres noget andet. Det får man nemlig ifølge hende ikke medarbejderne med sig ved at gøre. Derfor handler det om at sende de rette signaler, så adfærden ændres. En opgave, der tager tid.

Hvordan gør man det i praksis?

»Det handler om at være meget direkte og åben i sin kommunikation og gå forrest, men det handler først og fremmest om at lytte til kolleger på tværs af organisationen. Jeg startede f.eks. med at lave en medarbejdertilfredshedsundersøgelse, hvilket der ikke var blevet lavet i et par år for hele organisationen. Det gjorde jeg, fordi jeg gerne ville vide, hvad man tænkte i organisationen. Der kom mere end 20.000 kommentarer, og alene det lærte jeg meget af,« siger Britt Meelby Jensen.

Jeg er ret anderledes i min måde at være leder og drive tingene på end Lars Marcher og Juan Jose Gonzalez.

Britt Meelby Jensen, adm. direktør i Ambu

Selv vil hun ikke kalde det for skræklæsning, men er samtidig tydelig om, at der i den grad var plads til forbedring. Omvendt havde hun heller ikke forventet, at der ville komme en meget høj score ud.

»Jeg kunne jo godt mærke, når jeg gik på gangene, at det på mange måder var en slidt organisation. Når du gentagne gange ikke lever op til det, du har lovet markedet, så slider det også på organisationen internt. Det var ret tydeligt, at der var behov for noget andet. Omvendt viste det også, at rigtig mange medarbejdere faktisk er stolte over det, de laver og er glade for at gå på arbejde,« siger Britt Meelby Jensen.

I markedet har mange også haft en oplevelse af, at Ambu i vid udstrækning har været et selskab, som i udpræget grad har været styret af den siddende topchef. En opfattelse, der også har gjort selskabet sårbart, fordi opfattelsen i markedet af selskabet har været meget tæt korreleret med opfattelsen af den siddende direktør.

»Jeg er ret anderledes i min måde at være leder og drive tingene på end Lars Marcher og Juan Jose Gonzalez, selvom de to også var meget forskellige. Jeg tror, at mange ting vil komme af sig selv. Jeg har prøvet mange ting, eftersom jeg har været adm. direktør i et amerikanskejet selskab, i et børsnoteret biotekselskab og i et medicoselskab. Hvert sted lærer man, og det gør, at jeg er blevet ret komfortabel med mange ting,« siger Britt Meelby Jensen.

Jeg tror meget på, at folk investerer i mennesker og virksomheder, de har tillid til. Det er det, vi skal tilbage til, at folk har til Ambu.

Britt Meelby Jensen, adm. direktør i Ambu

Hun omtaler sig selv som en meget konkurrencepræget person, der får energi af at lykkes sammen med andre.

»Jeg synes, det er sjovt at gå på arbejde, når man kan skabe resultater med andre, som man ikke troede mulige,« siger hun og understreger, at hendes ledelsesstil i vid udstrækning handler om samarbejde, ligesom hun med egne ord interesserer sig for, hvordan kulturen i organisationen er.

»Jeg er meget begejstret for Ambu. Vi har et kæmpe potentiale, men jeg tror, man skal passe på med at blive for kortsigtet og tale noget op til mere, end det er. Vi har en familie, der er langsigtet ejer, og vi er her for at bygge en succesfuld virksomhed på den lange bane. Det taler i den grad imod, at du skal ud for at hype noget som helst, for når du så ikke leverer, så mister du tilliden, falder det hele tungt som en sten – og endnu tungere, end det ellers ville have gjort,« siger Britt Meelby Jensen.

»Jeg tror meget på, at folk investerer i mennesker og virksomheder, de har tillid til. Det er det, vi skal tilbage til, at folk har til Ambu.«

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.