Fra tøj til ejendomme - Nu er Wagner-familien god for knap en milliard
Wagner-familiens holdingselskab, Wagner Holding Aalborg, kan præsentere et rekordresultat, der især kan tilskrives deres ejendomsinvesteringer.
Familien Wagner råder næsten over en milliard kroner.
I det nye regnskab for familiens holdingselskab, Wagner Holding Aalborg, kan man se, at det går aldeles godt i det nordjyske.
Egenkapitalen lyder på 965 mio. kr., og dermed har de øget deres kapital med næsten 130 mio. kr. på et år.
Det er Wagners ejendomsselskab, der rummer en milliardportefølje, som for alvor har forgyldt regnskabet hos familieforetagendet.
Deres firma Wagner Ejendomme - der hører under holdingselskabet - har nemlig leveret et resultat på næsten 100 mio. kr. efter skat i år. Det er en vækst på 8 pct. sammenlignet med året forinden.
»De historiske bygninger og bevaringen af Aalborgs eksisterende boligmasse fylder absolut mest i Wagner Ejendomme, men siden er udvikling og opførelse af nye byggerier også blevet en del af vores aktiviteter. Og vi oplever heldigvis stor interesse for både de gamle og de nye bygninger. Det betyder, at årets resultat blandt andet er positivt påvirket af, at vi stort set ingen tomgang har på vores lejemål,« skriver adm. direktør i Wagner Ejendomme, Trine Wagner, i en pressemeddelelse.
Årsresultatet for Wagner Holding Aalborg lander på godt 115 mio. kr. efter skat. Dermed har selskabet tjent 30 mio. kr. mere end i sidste regnskabsår, hvor overskuddet lød på knap 85 mio. kr.
I dag ejer familien Wagner blandt andet 500 lejemål og 100 erhvervslejemål - hovedsageligt placeret i Aalborg - samt shoppingcenteret Metropol i Hjørring.
Den store portefølje af investeringsejendomme betyder, at familien råder over ejendomme for 1,97 mia. kr., fremgår det af pressemeddelelsen.
Wagner Ejendomme har heller ikke tænkt sig at ligge på den lade side i fremtiden. Selskabet har flere renoveringsprojekter på tegnebrættet og regner med at bevare det høje aktivitetsniveau resten af året og i 2023.
»En sund drift skal også være en del af fundamentet det kommende år, og trods højere renteniveauer og stigende priser generelt forventer vi at realisere et resultat i niveau med det nuværende i det kommende regnskabsår,« skriver Trine Wagner.
Wagner Ejendomme blev grundlagt i 1970 af Sven Wagner. Han har overdraget ejerskabet af Wagner Ejendomme til sine tre døtre, Trine, Helle og Louise Wagner.
Han sidder fortsat i bestyrelsen. Det gør han også i familiens holdingselskab, hvor han også har en plads ved bestyrelsesbordet.
Wagners forretningseventyr begyndte i 1965, hvor Trine Wagners far, Sven Wagner, åbnede tøjbutikken Wagner i Aalborg.
I dag har Wagner-kæden 21 butikker landet over og er ejet af modekoncernen PWT Group, der også driver Tøjeksperten.
PWT Group var i 2020 under rekonstruktion. Rekonstruktionen medførte et tab på 51,3 mio. kr. for Wagner-familien, der på det tidspunkt ejede 10-14,99 pct. af modekoncernen.
Den aalborgensiske Wagner-familie er ikke længere en del af ejerkredsen i PWT Group.

