Vil redde konkursramt badehotel - men »bankerne er ikke helt vilde lige nu«
I sidste uge blev et badehotel fra 1903 taget under konkursbehandling. Kurator arbejder på at finde en ny forpagter.
Det ældgamle Aarøsund Badehotel står lige nu øde hen, efter driftsselskabet bag gik konkurs i sidste uge.
I kulissen arbejdes der på at finde en ny forpagter, der kan drive badehotellet videre.
Det fortæller advokat Malene Buch Andersen fra Penta, som er kurator i Aarøsund Badehotels konkursbo.
»Det er svære tider, fordi vi ser de her vanvittige høje energipriser. Mange har vist interesse for at drive badehotellet videre. Men man skal have finansiering med, og bankerne er ikke helt vilde lige nu,« siger hun med henvisning til, at pengene i samfundet ikke sidder så løst som tidligere.
Senest kunne Finans onsdag beskrive, hvordan Danmarks største bank nu gør klar til en række svære samtaler med erhvervskunder om fremtiden. Ligesom antallet af konkurser er på sit højeste niveau i mere end 10 år.
Aarøsund Badehotel blev væltet omkuld af først coronakrisen og nu de stigende priser på især el og energi. Det skrev Aarøsund Badehotels hidtidige forpagter og direktør Hans Harvest på badehotellets hjemmeside i forbindelse med konkursen.
»Vi har dialog med potentielle købere og håber, at det lykkes. Men der er ikke lukket nogle aftaler,« siger Malene Buch Andersen.
Advokaten fortæller, at en mulig ny forpagter skal forberede sig på at købe badehotellets inventar, som er en del af konkursboet. Ejendommen er ikke en del af konkursboet, da den er ejet af udlandsmilliardæren Hans Michael Jebsen gennem Stenbjerg Ejendomme.
Aarøsund Badehotel har rødder tilbage til 1903 og ligger på fastlandet lige ned til Lillebælt, hvor færgen går til Årø.
Badehotellet havde 19 fuldtidsansatte ifølge 2021-regnskabet, som bød på et mindre overskud. Faktisk har Aarøsund Badehotel haft overskud hvert år siden 2016.
Men en negativ egenkapital fra tidligere og en aktivitetsnedgang i coronaårene lagde et så tilpas usikkert fundament under virksomheden, at energikrisen blev det sidste, der væltede badehotellet.
Aarøsund Badehotel har 15 værelser og to restauranter. Heriblandt gourmetrestauranten Kejserstuen, som gennem årene har fået pæne ord med på vejen i medierne.