Fortsæt til indhold

750.000 danskere slipper for særlig tarif på elregningen i december - se, om du er en af dem

750.000 danskere, der er kunder ved det Norlys-ejede netselskab N1, slipper i december for at betale den såkaldte nettarif på deres elregning.

Elpriserne har flere gange i løbet af 2022 slået rekord. Arkivfoto.
Erhverv

Elregningen er efterhånden grund til hovedbrud for tusindvis af danskere, i takt med at elpriserne har været på himmelflugt de seneste måneder. Nu bliver regningen dog en smule lettere at betale for de 750.000 danskere, der bor i netselskabet N1 forsyningsområde.

N1, der er ejet af Norlys, transporterer nemlig strøm til 750.000 hustande og virksomheder i Jylland, og som følge af de stigende energipriser har virksomheden besluttet, at deres kunder ikke skal betale den såkaldte nettarif, der er en særskilt tarif på elregningen som betaler for transport af strøm.

»Vi står i en helt særlig situation, hvor mange danskere er voldsomt presset af de stigende energipriser. Vi ved godt, at det ikke i sig selv er nok til at redde julen, men ved helt at fjerne net-tariffen fra elregningen i december har vi gjort, hvad vi kan for at hjælpe kunderne i en trængt julemåned,« siger Carsten Bryder Thejls, der er adm. direktør i N1.

Beslutningen betyder, at en husstand med to voksne og to børn sparer ca. 350 kroner på elregningen i december. Samlet bliver det til ca. 300 mio. kroner, som N1 giver i besparelse til kunderne

Virksomheden fortsætter dog ikke med julegavehumøret efter december, da det, ifølge dem selv, er vigtigt fortsat at betale nettariffen for at sikre investeringer i danskernes elnet.

»Vi er nødt til at balancere hensynet mellem kundernes økonomi på kort sigt og det langsigtede behov for at investere langt mere i elnettet for at understøtte den grønne omstilling. Hvis vi skal imødekomme samfundets stigende krav til elektrificering af transport og opvarmning, kræver det, at vi udbygger elnettet markant de kommende år, og det kan vi ikke finansiere, uden at kunderne bidrager via nettariffen,« siger Carsten Bryder Thejls.

Artiklens emner
Energipolitik