Matas-chef Gregers Wedell-Wedellsborg: Vi kan nu se stor forskel i salget mellem land og by
Den børsnoterede detailkoncern Matas melder om fortsat vækst i den samlede forretning trods usikre tider. Koncernchefen melder dog om nye forskydninger i salget og forbrugere med fokus på pris.
Flere danskere uden for storbyerne holder igen med deres køb af skønhedspleje, mens salget af tørshampoo stiger i en tid, da flere vil spare på det varme vand.
De meldinger lyder fra Matas A/S, der er eneste børsnoterede, danske detailkoncern – og dermed et selskab som løbende rapporterer om den aktuelle udvikling. Matas har torsdag præsenteret regnskab for første halvdel af det forskudte regnskabsår 2022/23.
Det i en tid med stigende inflation, energikrise og stor usikkerhed, som også præger danskernes købelyst samt -kraft.
»Der er klart større usikkerhed nu. Vores forretning er dog yderst stabil, og trods de usikre tider er forbruget slet ikke stoppet. Den samlede forretning hos os er 20 pct. større end før pandemien og sammenlignet med 2019,« siger adm. direktør Gregers Wedell-Wedellsborg, Matas.
Regnskabet fra Matas viser, at regnskabsårets første seks måneder, som blev afsluttet ved udgangen af september, er omsætningen samlet steget med 1,6 pct. Salget i de 261 fysiske butikker ligger stort set fladt, mens Matas har ny vækst i onlinesalget, der i halvåret steg med 10 pct.
Gregers Wedell-Wedellsborg fastslår dog, at især de seneste måneder er der hos Matas konstateret nye forskydninger i udviklingen.
»Forbrugerne køber billigere og mere på tilbud. Vi kan også se en større forskel end normalt mellem land og by. Der i landet, hvor der fyres med gas til opvarmning af boligen, og der derfor ikke er så mange penge til rådighed, holdes mere igen. På samme tid er der i storbyerne god vækst,« siger Gregers Wedell-Wedellsborg og understreger:
»Vi kan i salgstallene for butikkerne se større geografiforskelle, end der plejer at være.«
Som led i en vækststrategi frem mod 2025/26 har Matas en plan om bl.a. at udvide sortimentet. Det giver ifølge koncernchefen allerede resultat nu.
Det i en tid, hvor Matas selv melder, at de billigere produkter inden for skønhedspleje går frem, mens salget af de dyrere, high-end beauty produkter faktisk faldt en smule i halvåret.
»Uden det nye sortiment kunne vi have mærket en tilbagegang. De nye varer sælges lystigt. Vi holder fast i det brede sortiment i alle prisklasser. Det er klart, at med et skift i forbrugernes humør skal vi være i stand til at kigge igennem det. Når der er et ønske hos danskerne om at spare på det varme vand, er der øget behov for tørshampoo og vådservietter eller hjemmesko. Det skal vi leve op til,« siger Gregers Wedell-Wedellsborg.
Mens onlinesalget også hos Matas voksede hastigt under coronapandemien, er det fladet mere ud på den anden side og gennem 2022 for den samlede e-handel. Matas melder dog nu atter om større fremgang netop online end hos butikkerne.
Selskabet opgør samtidig, at selskabets kundetrafik er vokset både det seneste kvartal og i halvåret. Antallet af transaktioner steg de seks måneder med 6 pct. til 10,9 mio. Til gengæld købte kunderne mindre pr. handel end tidligere. Den gennemsnitlige handel faldt med 3 pct. til 183 kr.
I torsdagens regnskab holder selskabet fast i både nye investeringer og forventningerne til hele året 2022/23 med en vækst på 1-4 pct. i omsætningen. Gregers Wedell-Wedellsborg understreger dog, at der arbejdes ud fra udsigten til et vanskeligere, økonomisk klima den kommende tid.
»Siden februar, da russerne invaderede Ukraine, har vi gennemført løbende tilpasninger i butikker, lagre og hovedkontor med færre folk, så vi står rigtigt og ikke kommer ud for at må bremse hårdt op. Der slipper nu også klart færre idéer og nyansættelser gennem filtret,« siger Gregers Wedell-Wedellsborg.
Han fastslår, at ledelsen er mere kritiske over for nye tiltag end for et år siden:
»Vi vil nok nu hellere gøre det, som vi allerede gør, mere smart. Derfor investeres stadig massivt i ny teknologi, der gør hverdagen nemmere.«
Regnskab:
Matas A/S (mio.kr.) | Første halvår 2022/23 | Første halvår 2021/22 |
Omsætning | 2.043 | 1.995 |
Driftsresultat (ebit) | 171 | 135 |
Resultat før skat | 149 | 114 |
Resultat | 116 | 91 |