Priserne på hundredvis er varer er skruet op før black friday og giver falske tilbud
Årets største handelsdag finder snart sted. Prisovervågning viser, at tusindvis af varer er steget i pris, så tilbuddene ser større ud. Se, hvilke kategorier, hvor der er flest 'falske tilbud'.
’Tyvstart black friday’, ’få fat i hundredevis af tilbud’ og ’spar minimum 20 procent’.
Virksomheder er allerede begyndt at klæde danskerne på til årets aller største handelsdag - black friday - der løber af stablen den 25. november.
Prisovervågning på ca. 36.000 varer hos Pricerunner afslører dog, at priserne på varer er blevet hævet siden overvågningen startede i august. Indtil videre er priserne blevet hevet på 22 pct. af de overvågede varer hos Pricerunner.
Når priserne bliver hævet forud for black friday, er der tale om et ’falsk tilbud’, hvor prisfaldet kommer til at se større ud.
»Vi kan konstatere, at alt for mange butikker stadig benytter sig af tvivlsom markedsføring, og det er virkelig ærgerligt, fordi det har en spillover effekt på resten af branchen,« forklarer Katrine Barslev, der er forbrugeranalytiker og kommunikationsansvarlig hos Pricerunner.
Sammenligner man andelen af ’falske tilbud’ på samme tidspunkt de forrige år, lå andelen 17 pct sidste år, mens det var 13 pct. i 2020. På dagen for black friday sidste år var næsten hver fjerde vare et ’falsk tilbud’.
Holder man luppen over de overvågede varer, kan Pricerunner se, at det især er køkkenudstyr fx kaffemaskiner og opvaskemaskiner, fodtøj, parfumer, tablets og legetøj, som der er ’falske tilbud’ på.
Sidste år til Black Week - der starter i weekenden før black friday - anslår Dansk Erhverv, at der blev solgt vare på nettet for mere end 3,2 mia. kr.
Danskerne er dog opmærksomme på priserne til black friday. I en undersøgelse foretaget af YouGov for Pricerunner svarede 61 pct. af danskerne, at de ikke tror på, at tilbuddene på den store handelsdag er ægte.
Den bedste måde at sikre sig, at man ikke betaler for meget, er at tjekke prishistorikken inden købet, forklarer Katrine Barslev fra Pricerunner.
I år er der udsigt til, at forbrugerne kan vælte sig i ekstraordinært mange varer, fordi virksomhedernes lagre er fyldte.
»Jeg tror, at vi vil se, at rigtig mange sælger ud af deres lager, så der også i år bliver et stort udsalg. Derfor er prishistorik en god måde for danskerne at tage kontrol over sine finanser, specielt i disse tider,« fortæller Katrine Barslev og tilføjer:
»Jeg tror, at vi vil opleve mange ’falske tilbud’«.
Tidligere på året blev området for prismarkedsføring reguleret af Forbrugerombudsmanden. Det har bl.a. medført, at en vare skal have den samme pris i 30 dage, før den må kaldes normalpris og sammenlignes med en tilbudspris.
Er en vare på tilbud til black friday skal den pris med den nye regulering oplyses som normalpris, hvis den sættes på juletilbud i december, fremgår det af Forbrugombudsmanden nye retningslinjer.
Desuden ændres perioden for, hvor længe et tilbud må vare fra to uger til ti dage.


